En smagsmæssig sværvægter fra Italiens Nordvest

Zabaldá, La Bióca, Barbera d’Alba 2013, Italien

I det nordvestlige Italien har producenten La Bióca givet sig i kast med at skabe modne og moderne vine med et typisk og temmelig bastant udtryk. Der er rigtig meget knald på smagsbarometeret på denne vin, og samtidig holder den sig i den relativt bløde ende.

Vi er i området lige syd for Torino, og her er der ikke en selvfølge, at man får vine med stor smag i bytte for en hundredekrone, men man må give La Bióca, at det er lykkedes at give denne vin en solid gang kirsebær- og blommesmag, der er stort frugt-anlagt og hvor syren holder sig diskret i baggrunden.

Det giver en meget blød og kraftfuld vin, der er på nippet til at være lidt tung i det. Det gør den ikke til en dårlig vin, men det betyder blot, at du skal være ekstra varsom, når du finder på, hvad du skal bruge den til. Det er måske ikke vinen til den lille lette sommerret, men snarere til en god gang dansk sul med surt. Eller noget.

Kr. 119,20 v/6 stk.
Propperiet

******