Vuelta-rytterne fortsætter i dag i det nordøst-spanske. Vi er i Aragonien, og vinmæssigt er det i dag underområdet Calatayud, der er i fokus. Det ligger tæt på storbyen Zaragoza, og det er et af de rigtig gamle vinområder i Spanien.
Vinene i Calatayud dyrkes mellem to bjergområder, og op ad bjergsiderne vokser primært Garnacha-druer, men der bliver også lidt plads til en række andre varianter.
Et af særprægene ved dette område er, at vinplantagerne strækker sig så langt op ad bjergsiderne, at de når op i så høje luftlag, at de knap kan klare sig.
Jeg faldt for nylig over en god udsalgspris på Calatayud-vinen Evodium, som jeg husker positivt fra tidligere. Så da den atter dukkede op på tilbudslisterne, skulle jeg genopfriske den gamle kærlighed. Men der var forbundet med en smule skuffelse – sandsynligvis på grund af de pæne forventninger. Men minderne om en top harmonisk lækkerbidsken blev gjort til skamme. Ikke fordi denne vin ikke er fin, men den har ikke den overrumplende overraskelse, som jeg husker den for.
I store træk er den blød, men den har også en lidt kedelig og flad bismag, som kan være en rar nuance for nogle, mens den generer mig lidt. Den gør vinen mindre alsidig end de bedste spanske vine i prisklassen, og den lever fint op til tilbudsprisen, men normalprisen er den ikke værd.
Et fint bud på en udmærket festvin, men til mere koncentrerede hyggestunder – og til denne pris – ville jeg vælge anderledes.
Calatayud er i min optik kendetegnet ved at være svær at sætte kendetegn på. Altså rent kvalitetsmæssigt. Mens du er stort set sikker på, at du får valuta for pengene i Priorat-området, hvor vinene generelt er dyrere, så er Calatayud mere et lotteri. Du kan finde rigtig guf til småpenge, og du kan kaste et trecifret beløb efter en vin, der knap slår grænsesupermarkedernes 3×3 liter for 99,-.
Så her skal vælges med omhu og held.
