Rytterne følger fortsat grænsen mellem Andalusien og Castilla La Mancha frem mod østkysten af Spanien. Her krydser de grænsen til Murcia-regionen, og således også til vinområdet Murcia, der består af underområderne Bullas, Yecla og Jumilla.
Cykelrytterne slutter dagens etape i Murcia, og området Jumilla er beliggende i den nordligste del af Murcia-regionen, og går faktisk også et lille stykke nordligere. Mange af de klassiske spanske druer klarer sig godt i højdedragene hernede, og både Tempranillo og Monastrell er blandt dem, der trækker en stor del af læsset.
Monastrell var vi også inde på, da vi roste Al-vinen fra Alicante. Det er den samme drue som Mourvedre, og den er også substansen i dagens hestespark af en rødvin, der går fuldstændig i modsat retning af gårsdagens lidt fesne Raices.
Der er nemlig voldsom power i Monastrell-dråberne, når Goru trækkes op. Det er en vild vin, der nærmest er i konstant slagsmål med sig selv og alle sine smagsnuancer, og man er af og til bange for, at slåskampen får yndlingsglasset til at splintre.
Det er en voldsom duft der dukker frem af glasset, og når vinen rammer munden, er den i første omgang blød og lækker. Men smagen vokser sig monstruøs, og man tror den er ustoppelig, for smagen bliver ved at udvikle sig, længe efter dråberne har fundet vej gennem synkeapparatet.
Det kan tiltale nogle, og for nydere af kraftige energiske og bombastiske vine, skal denne helt sikkert smages. For mit vedkommende bliver det for voldsomt og krydret.
Det er en eksplosiv vin, men jeg kan bedre lide fint og nydeligt fyrværkeri på himlen, end jeg kan lidt uregerlige knald-hyl, der fiser rundt om fødderne på mig. Og for mig er denne vin mest i sidste kategori.
Efter gårsdagens fesne oplevelse og dagens alt for voldsomme og eksplosive omgang, krydser vi fingre for, at vi i morgen støder på en vin, der rammer midt imellem.
