Virkelig fornemt og en absolut mindeværdig Amarone.

Begali Amarone della Valpolicella Classico 2012, Veneto, Italien

 

Bevares, jeg er ikke sådan et skarn, der synes at Amarone generelt er noget møg. Den slags siger man næppe, med mindre man vil provokere. Men jeg kan godt have en smule skepsis overfor Amarone-vine, fordi de ofte bliver lidt for tunge og voldsomme til min smag.

 

Med den skepsis på den fornuftige side af pandebrasken går jeg til denne Begali-Amarone med forventningen om en tonstung vin, der kan få stilken på glasset til at briste når som helst. Men jeg bliver så glædeligt og behageligt overrasket og får en af mine bedste Amarone-oplevelser i lang tid.

For denne Amarone har selvfølgelig en stor og fornem smag på den gode gamle ægte og klassiske manér, men den er også i en balance, hvor det undgår at blive tungt. Der er nogle nuancer, jeg sjældent bemærker i Amarone-vine, der får lov at skinne igennem her, og selvom der er masser af fed frugt, så bliver det udfordret smukt af finessefulde nuancer med urter og syre.

 

Virkelig fornemt og en absolut mindeværdig Amarone.

 

Kr. 250,-

Salling Stormagasiner
(import Calmasino)

 

******