Rar og imødekommende vin, der måske er lidt lettere end fordommene taler for. Der er masser af fylde, uden at vinen bliver tung, og dermed rammer den en fin plads med både lethed og fylde.

Rioja Bordón, Tempranillo 2009, Rioja, Spanien

Der er mange forudindtagede holdninger om vin fra Rioja, og mange ser betegnelsen som et kvalitetsstempel i sig selv. Det skal man passe på med, for Rioja er nu engang kun navnet på en provins, og der kan i princippet komme mange forskellige typer vin herfra.

Men på den anden side er der selvfølgelig også noget om snakken, for i Rioja-området er der tradition for at skabe bløde og krydrede vine, og selvom produktionen i området er meget omfattende, så er stilen oftest den samme med en blanding af druerne tempranillo og garnacha – og lagret på amerikanske egetræsfade.

Der hvor Rioja-elskeren skal være opmærksom er, om vinen er fra Rioja Alta eller Rioja Baja. For i Alta er klimaet køligt, mens det i Baja er varmt og Middelhavsagtigt.

Denne Rioja Bordón Reserva er fra den lunere del af Rioja, og der er tale om en rar og imødekommende vin, der måske er lidt lettere end fordommene taler for. Der er masser af fylde, uden at vinen bliver tung, og dermed rammer den en fin plads med både lethed og fylde.

Det er på nippet til, at den er lidt for spinkel, for jeg kunne godt savne, at den havde lidt mere bid i kanten, men omvendt ville det så også være svært at opretholde den ganske fine balance.

Kr. 109,-
Holte Vinlager

******