Don’s Rosé Brut 2013, Skærsøgaard, Danmark

Danske bobler er ikke hverdagskost, og det er kun naturligt, at prisen er en tand højere end kvaliteten berettiger til, når udbud og efterspørgsel slås om at fastsætte et fornuftigt prisniveau.

Der laves ikke ret mange Rosé Brut-flasker om året, og dem der er, er normalt ganske eftertragtede. Farven på denne boblende rosé er betagende og smuk, og man kan næsten stirre sig til en helt anden verden, når boblerne betragtes i glasset.

Smagsmæssigt er der ingen tvivl om, at det er den tørre, friske og syreholdige smag, der har vundet kampen i glasset, og nogle vil sandsynligvis finde den direkte sur. Der er en klar grape-agtig tendens, der sikkert vil den gøre den til et hit hos vinelskere, der gerne snupper en gin/tonic i baren, når vinflasken er tom. Det kan de så gøre, mens de sikkert stadig glæder sig over den meget vedvarende eftersmag med stor friskhed og syrlige stikpiller til nær og fjern.

Vinen får to stjerner for sin smag og to stjerner for at være lykkedes flot ud fra de særlige forhold, der gør sig gældende for dansk vinproduktion. Til gengæld mister den en enkelt stjerne på den noget voldsomme pris, der gerne giver endda meget større smagsmæssige oplevelser, hvis pengene bruges på udenlandske bobler, der nemmere kan leve op til efterspørgslen og dermed også til forholdet mellem pris og kvalitet.

Kr. 400,-
Skærsøgaard Vin

******