Det er fandens charmerende, men det er også en særling af de helt store.

Dos Dedos de Frente 2013, Calatayud, Spanien

 

Så er der den ondelyneme skruet op på max-volumen. Med to fingre foran ansigtet (som er den ordrette oversættelse af navnet) giver denne Calatayud-vin næsten lyst til at flytte fingrene ind foran øjnene, for det er næsten for voldsomt, det der skænkes i glasset. Dos Dedos de Frente er samtidig det spanske udtryk for en ’halvhjerne’, og der er noget om snakken, for fornuften er lagt på hylden og erstattet af noget der minder om en impulsiv måde at lade tingene udvikle sig uden at have et mål i sidste ende.

 

En næsten sort vin, der i sin ufiltrerede stil holder 15% alkohol, og det lægger den bestemt ikke skjul på. Det er en vin, der har et temmelig voldsomt udtryk i sin stil, og det giver en kæmpemæssig power, der kræver modspil fra en tallerkenfuld mad med masser af smag.

 

Det er bestemt ikke en vin af den slags, der egner sig til en vild-med-dans-aften med svigerforældrene. Dertil er den alt for heftig. Det er snarere rock’n’roll med håndtegn og hele molevitten, og det er foden på monitoren og det lange hår svingende i luften mens den tunge guitar ruller derudad som en dieselmotor på den tyske Autobahn.

 

Det er fandens charmerende, men det er også en særling af de helt store. Vær beredt på lidt af hvert – for det en vin, du skal turde nyde, og det er en vin, der skal have lov at opføre sig ubehøvlet og halvhjernet.

 

Kr. 169,- v/6 stk.

D’Wine

 

******