Foråret har ladet vente på sig, og inden vi ser os om, er det blevet indhentet af sommeren. Det betyder grillaftener, familiefester og lange hyggestunder på altanen, terrassen, skovturs-favoritstedet eller i en behageligt afkølet sofa.

Hvad skal du drikke i de sammenhænge? Well, alt afhænger af så meget, men her får du en stribe bud på aktuelle vine hos de danske vinforhandlere, der måske kan blive det vinmæssige soundtrack til din forsommer 2023.

Quinta do Pego Vinhas Velhas 2015
Portugal, Douro
Rødvin, Touriga Nacional/Touriga Franca/Sousao
Normalpris kr. 559,- 
AMKA
5 Stjerner – 97 Pts.
De fleste kender bedst Quinta do Pego som et portvinshus, men der skabes mange forskellige typer vin på den danskejede vingård i Portugal, og med denne Vinhas Velhas fra 2015 beviser Quinta do Pego, at der også findes fænomenale rødvine herfra. På klassiske portugisiske druesorter som Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousao er dette en fremragende rødvin, der har al den power og potens, jeg forventer fra portugisisk rødvin, men samtidig er det i balance på en måde, som Portugal kun meget sjældent præsterer. Her er dybde, nuancer, krydderier og elegance. En meget stor rødvin, der er perfekt afstemt, og som muligvis er blandt det absolut bedste, jeg nogensinde har smagt fra Portugal.


Quinta do Pego Signature 2016
Portugal, Douro
Rødvin, Touriga Nacional/Touriga Franca/Sousao
Normalpris kr. 425,-
AMKA
5 Stjerner – 96 Pts.
Rødvin fra Portugal kan ofte blive som en omgang kogt frugtgrød, hvor det er svært at skille de enkelte nuancer fra hinanden. Med Signature 2016 viser Quinta do Pego, at det slet ikke behøver være sådan. For denne vidunderlige rødvin har den klassiske dybde med mørke frugter, som Portugal næsten altid er garant for, men samtidig er den toppet med en sublim syre, der giver en imponerende balance. Det er portugisisk rødvin, som du nok aldrig har smagt portugisisk rødvin før. Forstået på den allermest positive måde.


New Chapter Grüner Veltliner 2021+2022
Østrig, Niederösterreich
Hvidvin, Grüner Veltliner   
Normalpris ukendt
Import
2021: 94 Pts. – 2022: 95 Pts.
Stjerner gives ud fra sammenhæng mellem pris og kvalitet, og da prisen er ukendt, uddeles der ikke stjerner til denne vin.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med New Chapter-vinene var i 2020-årgangen, hvor de åbenbarede et helt nyt niveau for, hvor imponerende, Grüner Veltliner kan være. Dengang var det med et prisskilt på 399,-, hvilket i sandhed er voldsomt for en østrigsk hvidvin. Men den var pengene værd og står stadig som den flotteste Grüner Veltliner, jeg har smagt. Nu er der nye årgange fra New Chapter, der har spurgt, om jeg ville sætte et par ord på både 2021’eren og 2022’eren, selvom vinene ikke umiddelbart er på det danske marked. Jeg forestiller mig, at det høje prisskilt for en Grüner Veltliner har afskrækket de danske vinhandlere, der skal lægge mange kræfter i at sælge Grünere i denne prisklasse. Men 2022’eren lever rigtig flot op til niveauet for 2020’eren. Overraskelsesmomentet er naturligvis erstattet med høje forventninger, men balancen mellem sprød friskhed og lækre afstemte frugter er imponerende. Den kan virke en smule fersk, og sammenlignet med billigere og mere ‘almindelige’ Grüner Veltlinere, kan den virke lidt diskret i smagen. Det giver plads til de spændende nuancer og detaljer i både frugt, urter og krydderi, men det gør også vinen en smule mere kompleks, end flertallet af vin-nydere vil sætte pris på. 2021’eren smager også rigtig godt, men her er nuancerne faldet så meget til ro, at den sarte prikken på tungen er erstattet af en mere bred og fyldig stil. Det gør oplevelsen mere ordinær, og den helt særlige elegance trækker i baggrunden til fordel for en mere forventelig og juicet masse. Det smager stadig fortrinligt, men hvis prisskiltet stadig vil nærme sig 400,- er der ikke helt sammenhæng mellem pris og kvalitet, når det gælder årgang 2021. Årgang 2022 kan sagtens tåle et prisniveau, der minder om 2020’eren, for den har det ekstra niveau, der gør den til noget helt særligt. 


Alvar de Dios Camino de los Arrieros 2020
Spanien, VdT Castilla y Leon
Rødvin, Blend
Normalpris kr. 175,- – Set til kr. 155,-
Jysk Vin
95 Pts – 6 Stjerner
Der er ikke ret mange referencer at trække på, hvis du ikke er en lidt små-nørdet spansk-tosse i din vin-interesse. For druesorter som Bastardo, Rufete og Juan Garcia vækker ikke genklang hos ret mange. Lidt flere kender nok til Mencía-druen, men generelt er denne rødvin meget uspansk og svær at forklare. Og det skal i alle mulige henseender forstås positivt, for det er en af de vine, der har taget mig allermest med storm i 2023. Et blend af alt muligt, som nogle vil kalde mærkeligt – og sammensat til en helhed, der fungerer helt og aldeles fremragende. En unik rødvin, der viser en helt anden side af Spanien. Med den lette, lyse og funklende friske fornemmelse, der ellers er forbeholdt Bourgogne og Beaujolais. En saftig, spændstig og spraglet spilopmager, der smager fabelagtigt – og som sagtens kunne koste det dobbelte.


Camel Valley Rosé Brut 2018
England, Cornwall
Bobler, Pinot Noit
Normalpris kr. 450,- – Set til kr. 399,-
DinVinhandel
4 Stjerner – 94 Pts.
Der er stadig en vis skepsis forbundet med bobler fra England. Men det er især fordi, der stadig er mange, der ikke smagt dem endnu. Klimaforandringerne betyder, at Champagne-området bliver varmere, og det klima, vi kender derfra, skal vi efterhånden til det sydlige England for at finde. Heldigvis har englænderne i en årrække fokuseret på de samme druesorter, som er klassikerne i Champagne-området, og det betyder, at de har et rigtig godt udgangspunkt for at skabe bobler, der på mange måder minder om de fineste fra Champagne. Camel Valley viser i den grad, hvilken retning man kan forvente af de britiske bobler, for på denne rene Pinot Noir, får du en fremragende flaske rosé-bobler med masser af frugtige bær, der holder balancen, så friskheden er intakt. Her er et væld af hindbær-fornemmelse, og selvom prisen sender Camel Valley op i samme kategori som mange spændende ‘ægte’ Champagner, så kan den i allerhøjeste grad bære det. Det er super lækkert, det her.


Arzuaga Crianza 2020
Spanien, Ribera del Duero
Rødvin, Tempranillo
Normalpris kr. 275,-  – Set til kr. 199,-
Jysk Vin
94 Pts. – 5 Stjerner
Bodegas Arzuaga er et af de vinhuse i Ribera del Duero, der går forrest, når det gælder den lidt mere moderne Ribera del Duero, hvor Tempranillo-druen ikke fremstår helt så støvet og bastant, som den nogle gange kan. Arzuaga blander den gerne med en smule andre druer – i dette tilfælde seks procent Cabernet Sauvignon – og fadlagringen foregår delvist på amerikanske fade, så det krydrede og kantede udtryk fra franske egetræsfade får et mere blødt og rundt modspil. Det giver plads til en mere frisk og frugtig fornemmelse i vinene, og i Crianzaen, der har lagret 16 måneder på fade, fremelsker det en meget charmerende og indbydende fornemmelse af en åben og imødekommende vin. Derfor behøver vinen heller ikke ligge i kælderen helt så længe som de mere gammeldags Ribera del Duero-vine, og selv 2020’eren er allerede smækfuld af charme og lækkerier. En blændende Ribera del Duero til dig, der hellere vil have bløde frugter, end du vil have læder-fornemmelse og dybe, dystre krydderier. En vin, der er høj på charme og umiddelbarhed, og som sagtens kan gå til en sommeraften ved grillen eller en efterårsaften med en smagfuld spansk gryderet.


Arzuaga Reserva 2019
Spanien, Ribera del Duero
Rødvin, Tempranillo
Normalpris kr. 389,- – Set til kr. 349,-
Jysk Vin
94 Pts. – 4 Stjerner

Når Bodega Arzuaga har et ry for at lave vine, der er fulde af nuancer, men som samtidig er lidt mere tilgængelige end de traditionelle Ribera-vine, så kommer det især til udtryk i vinene med lidt kortere fadlagring. Reservaen har 26 måneder på nye franske fade, og det gør den til en mere klassisk Ribera del Duero end eksempelvis Crianzaen. Det skal hverken læses som et plus eller minus – men bare som en konstatering af, at vi har at gøre med et vinhus, der ikke lader sig genere af, at deres vine får plads til at udvikle sig i forskellige retninger. Det betyder også, at denne Reserva er mere lukket og kantet i sit her-og-nu-udtryk, og man skal derfor være nysgerrig på, hvordan den kan videreudvikle sig, for at give et reelt billede af dens kvalitet. Arzuaga Reserva vil have godt af nogle år i kælderen, for det vil garntrisse gøre de skarpe kanter blødere, og den velkendte Arzuaga-frugt vil utvivlsomt samle sig til en charmerende oplevelse. Her er andelen af Tempranillo-druer helt oppe på 96%, hvilket er højt for et moderne Ribera-hus, mens resten udgøres af Cabernet Sauvignon og Merlot. En vin med stort potentiale – men hvis du skal købe en vin, der skal på bordet i den kommende weekend, så vælg Crianzaen, der er klar til servering nu, og som har en mere umiddelbar charme. Reservaen er et køb, der vil gøre dig glad om en håndfuld år.


Cerro do Santo Reserva 2017
Portugal, Douro
Rødvin
Normalpris kr. 119,-
AMKA
6 Stjerner – 94 Pts.
Portugisisk rødvin har efterhånden overrasket mig en del gange. Flot balance mellem power, dybde, elegance og frugtfornemmelse. Men for det meste er det også vine, der sniger sig et stykke over 200 kroner, når det sker. Derfor er der noget helt unikt over Cerro do Santo Reserva, der er en af de helt sjældne portugisiske rødvine, der imponerer voldsomt, selvom prisen ikke er ret meget over 100 kroner. Balancen er fortrinlig, der er spansk Tempranillo-temperament i dybden, men der er også en overvældende friskhed og frugt, der giver dynamik og drive i smagsoplevelsen. Glem alt om tunge bomber af kogt frugt – det her er seriøs og forbandet velskabt rødvin til en pris, der er lige så imponerende som smagsoplevelsen.


Bodegas Requiem Re Minor 2020
Spanien, Ribera del Duero
Rødvin, Tempranillo
Normalpris kr. 199,-
Kokkens Vinhus
5 Stjerner – 93 Pts.
Re Minor er en ret utraditionel og speciel Ribera del Duero, der overrasker gevaldigt. For mit vedkommende overrasker den til den rigtig positive side, men nogle vil nok føle, at de får noget andet, end de troede, de havde købt. Her er det klassisk Tempranillo fra markerne i Ribera del Duero, og det er lagret på franske fade. Der har de dog kun ligget i syv måneder, og vinmageren har sikret, at vinen har bevaret en imponerende friskhed, der giver en helt særlig kant og finesse. Balancen er fremragende – med mindre du mest er til smags- og fadpumpede Tempranilloer. For her er det den ægte, forfriskende, syrerige og kantede frugtfornemmelse, der skinner igennem på flotteste vis. 


Raeburn Barrel Select 2020
USA, Californien (Russian River Valley)
Hvidvin, Chardonnay
Normalpris kr. 279,95 – Set til kr. 129,95
Supervin
93 Pts. – 4 Stjerner
Jeg er ikke verdensmester i at elske fadlagret amerikansk Chardonnay, men nogle gange virkder det altså ret godt. For eksempel når det gælder Raeburn Barrel Select, der holder balancecn, så fad-elskerne får deres dybde og fedme, men så der stadig er tilpas meget friskhed og frugt til os, der gerne (i vinmæssig sammenhæng) holder os på den slanke sti. Det er sjældent, at jeg oplever en amerikansk Chardonnay, der formår at holde balancen mellem fad og friskhed, som Raeburn Barrel Select, så selvom jeg næppe stiller mig forrest i køen til at hjælpe vinbutikken af med denne vin, så ville jeg ikke takke nej til et glas, hvis jeg blev budt. For her er både høj kvalitet og lækker balance, og det skal man ikke kimse af. 


Gebrüder Mathis Kalkbödele Spätburgunder Trocken 2020
Tyskland, Baden
Rødvin, Spätburgunder
Normalpris kr. 179,- – Set til kr. 139,-
Mr. Ruby
4 Stjerner – 92 Pts.
Det er ikke ret længe siden, at jeg blev spurgt, om det er rigtigt, at en rødvin kan lugte af ko-stald. Jeg måtte selvfølgelig bekræfte, at man kan opleve den slags, og jeg gik hjem og tænkte over, hvilken vin, jeg skulle bruge som bevis, næste gang jeg møder den nysgerrige spørger. Dagen efter stod den på smagning af anmeldervine, og så dukkede Gebrüder Mathis meget belejligt op med denne Kalkbödele Spätburgunder Trocken. Så snart proppen var væk, bredte der sig en liflig aroma af kostald i stuen, og bingo – jeg havde fundet minbevisførelse. For ikke nok med, at jeg skulle finde en vin, der lugtede af kostald – den skulle jo også gerne smage dejligt. Og det gør Gebrüder Mathis på en let og elegant måde, men hvor der er plads nok til, at frugtfornemmelsens dybde får muh-køerne til at slappe lidt af. En dejlig vin – men helt klart i den lette – og alligevel frugtige – afdeling.


La Multa 2020
Spanien, Calatayud
Rødvin, Garnacha
Normalpris kr. 119,-
D’Wine
5 Stjerner – 92 Pts.
Jeg har fornøjelsen af at kunne følge enkelte vine fra årgang til årgang. Nogle svinger meget i kvalitet, andre holder kvaliteten, men skifter i smagsudtryk – og så er der dem, der altid rammer det samme i mig. La Multa har altid været en charmetrold, der formår at holde den bløde og behagelige frugtfornemmelse, der bliver suppleret af en passende mængde krydderier til, at det stadig er friskheden og de åbne arme, der kendetegner den. El Escocés Volante står bag vinen, og det betyder som udgangspunkt, at der på kompromisløs vis bliver gået på kompromis. Ja, det virker forvirrende og selvmodsigende, men det kompromisløse ligger i, at winemaker Norrell Robertson ved, hvad han vil skabe, og så går han gerne på kompromis med den vej, der kan føre ham derhen. I hans verden skal man ikke lade sig begrænse af, om man kommer fra en familie, der har ejet de samme vinmarker i mange generationer – i stedet skal man lade sig styre af nysgerrigheden og mulighederne for at finde sine druer, der hvor det giver mening. Og det giver i den grad mening, for med La Multa har den gode hr. Robertson endnu en gang skabt en vin, der emmer af frugt, charmerer med sin lethed og imponerer med sin smagsdybde. Forrygende Garnacha i sin prisklasse. 


Cerro do Santo Reserva 2017
Portugal, Douro
Rødvin
Normalpris kr. 119,-
AMKA
6 Stjerner – 94 Pts.
Portugisisk rødvin har efterhånden overrasket mig en del gange. Flot balance mellem power, dybde, elegance og frugtfornemmelse. Men for det meste er det også vine, der sniger sig et stykke over 200 kroner, når det sker. Derfor er der noget helt unikt over Cerro do Santo Reserva, der er en af de helt sjældne portugisiske rødvine, der imponerer voldsomt, selvom prisen ikke er ret meget over 100 kroner. Balancen er fortrinlig, der er spansk Tempranillo-temperament i dybden, men der er også en overvældende friskhed og frugt, der giver dynamik og drive i smagsoplevelsen. Glem alt om tunge bomber af kogt frugt – det her er seriøs og forbandet velskabt rødvin til en pris, der er lige så imponerende som smagsoplevelsen.


Pi 3,1415 2019
Spanien, Aragon
Rødvin, Concejon
Normalpris kr. 139,95 – Set til kr. 99,95
Supervin
5 Stjerner – 92 Pts.
Hvis du aldrig har hørt om druesorten Concejon, så fortvivl ikke. Det er bestemt ikke en variant,  man støder på ret ofte. Men den spanske Langa-familie har en mark i Aragón med denne sjældne sort, og den bruger de til deres vin ‘Pi 3,1415’. Sikke et navn, tænker du nok – men det giver faktisk mening, for Concejon-marken er lige præcis 3,1415 hektar stor – og så er det jo logisk at bruge den matematiske reference. Smagsmæssigt er det langt nemmere at forstå, end at finde meningen med Pi og de alt for mange decimaler. For her er tale om en vin, der på samme tid er kraftig, saftig, krydret og frugtdrevet. Det er nemt at drikke, selvom her er så mange forskellige noter og nuancer, der samler sig i glasset. Prisen er til at have med at gøre, den rammer mange forskellige smagsløg – og den passer til både hyggestunden, grillen, bøffen og den lidt kraftigere gryderet. Hvis du heller aldrig har fundet nogen form for magi ved matematiske formler, så vender Pi 3,1415 op og ned på det.


Senda de Leñadores Ramon Reula Vino de Pago Aylés 2020
Spanien, Cariñena
Rødvin, Cabernet S/Merlot/Tempranillo
Normalpris kr. 169,- – Set til kr. 149,-
DinVinhandel
5 Stjerner – 92 Pts.
Her er vi i det spanske Cariñena-område, der ligger omtrent halvvejs mellem Ribera del Duero og Catalonien. Et lille område, som ikke desto mindre står bag en betragtelig portion vine. Denne vin, som i dette tilfælde er smagt fra magnum-flaske, har den fine dybde og frugt, som ofte knytter sig til Cariñena-området. Vinen er sammensat af Cabernet Sauvignon, Merlot og Tempranillo-druer, og de er rigtig fint balanceret i en vin, der har en smule mere kompleksitet og balance, end jeg normalt forventer af vine i dennne prisklasse. En vin, der rammer bredt, men som også rigtig gerne vil have, at du spiser lidt smagfuld mad til. 


Quinta do Pego Friends Selection 2018
Portugal, Douro
Rødvin
Normalpris kr. 138,-
AMKA
5 Stjerner – 92 Pts.

Den danskejede vingård Quinta do Pego formår at skabe spændende portugisiske rødvine, der rammer et rigtig flot niveau til prisen. I denne 2018-udgave af deres Friends Selection, der er sammensat af Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousao-druer, er balancen og blødheden rigtig fin, og den smelter sammen til en dejlig helhed, der vil ramme de fleste med hang til frugtige og let tilgængelige vine. Det er fair at sige, at her ikke er tale om et vinmæssigt mesterværk, men sammensætningen fungerer, og prisen er mere end fornuftig. Så hvis du har brug for en rødvin, der kan minde lidt om de blødere vine fra Spanien, men hvor der stadig er masser af smag og krydderi – og hvor du udfordrer dig selv en smule – så er Quinta do Pego Friends Selection et godt valg.


Quinta do Pego Grande Reserva 2015
Portugal, Douro
Rødvin
Normalpris kr. 189,- 
AMKA
4 Stjerner – 92 Pts.

I Portugal er der tradition for, at når druerne er høstet, så skal de moses på en særlig måde. Helst ikke en stor, styg maskine – langt hellere ved menneskelig muskelkraft. Mange vinhuse lægger vægt på, at druerne er håndhøstet. Og jeg ved faktisk ikke, om det er tilfældet hos Quinta do Pego. Til gengæld ved jeg, at de er fodtrampet, for det er sådan, saften trækkes ud af druerne, og det er sådan man – efter portugisiske standarder – sikrer den rigtige kontakt mellem druemost og farven i druernes skind. Alt sammen er produktionsteknik, der gerne skal lede frem til det, vi alle er mest nysgerrige efter. Nemlig smagen. Og her er Quinta do Pego Grande Reserva en rigtig flot oplevelse. Jeg kan blive lidt bekymret over ‘Grande Reserva’-betegnelsen, som i Spanien betyder, at vinen har ligget meget lang tid på fad. I Portugal er 12 måneder nok til at opnå denne betegnelse, og de franske egetræsfade giver en god dybde og krydret fornemmelse. Den vil nok blive mere og mere afstemt og blød med lidt længere lagring på flasken, men allerede nu er der masser af smag, krydderi og power.


Le Monteil d’Arsac Haut-Medoc 2015
Frankrig, Bordeaux
Rødvin, Cabernet Sauvignon/Merlot
Normalpris kr. 149,95 – Set til kr. 109,95
Supervin
4 Stjerner – 91 Pts.
Bordeaux-vin kan være en kompleks og kompliceret størrelse, men det behøver ikke være det. Haut-Medoc-vine har ofte en mere blød og tilgængelig stil, hvor du ikke behøver lade flasken ligge i kælderen i flere generationer, før den er klar. Le Monteil d’Arsac 2015 har allerede fået en passende årrække i forhold til vinstilen, og det gør blandingen af Cabernet Sauvignon og Merlot-druer til en rar, drikkevenlig og tilgængelig vinoplevelse. Her finder du en klassisk blid og blød Bordeaux, der ikke rummer de store overraskelser, men som bare behager.


Greywacke Pinot Noir 2020
New Zealand, Marlborough
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 229,95 – Set til kr. 229,95
Philipson Wine
4 Stjerner – 91 Pts.
New Zealands vintraditioner er dels udviklet i landet selv, men man kan ikke se bort fra den betydning det havde i 1970’erne, da mange franske vinmagere udså sig landet på den anden side af kloden som det sted, hvor de kunne overføre deres ekspertise og viden på druesorter som Sauvignon Blanc og Pinot Noir allerbedst. Her er det vinhuset Greywacke, der står bag en rigtig fin Pinot Noir, der er temmelig mørk i sit udtryk, og som til min smag – og prisen taget i betragtning – godt måtte være lidt mere levende og saftig. Den åbner med en tydelig animalsk duft og følger op med en ganske fyldig og frugtig smag. Meget udmærket, men ikke helt i topklasse i sin priskategori.


Ferrari F1 Brut Trentodoc NV
Italien, Trento
Bobler
Normalpris kr. 149,95 – Set til kr. 149,95
Philipson Wine
4 Stjerner, 91 Pts.

Når Formel 1-stjernerne ræser afsted i deres fikse automobiler, skal der festes på tribunerne, og når motorbriller og hjelme er lagt til side, er der sejre, der skal fejres. Til det formål er denne Ferrari F1 Brut udviklet, og den smager også som noget, der er designet til lejligheden. Her kan alle være med, for det er tørt uden at være kompliceret, det er frugtigt uden at være kedeligt, og det er festligt uden at være ekstravagant. Det er faktisk et helt fint glas bobler, men forvent ikke at blive udfordret på dit boblende vin-intellekt.


Langa Classic 2019
Spanien, Aragon
Rødvin, Garnacha
Normalpris kr. 129,95 – Set til kr. 79,95
Supervin
5 Stjerner – 91 Pts.

Mens Tempranillo oftest er ensbetydende med krydrede, kraftige og traditionelle vine i Spanien, er Garnacha ofte ensbetydende med mere blød frugt og blidere krydder-noter. Sådan er det også hos Bodegas Langa, der med denne Classic-flaske byder ind med en godt afstemt vin, der rammer alt det, man kan forvente. Den eneste reelle overraskelse er vel egentlig prisen, der er meget fornuftig, når den sættes op mod den kvalitet og balance, der gemmer sig i flasken. En dejlig og ukompliceret vin til meget fornuftige penge.


Ateca Atteca Old Vine Garnacha 2019
Spanien, Calatayud
Rødvin, Garnacha
Normalpris kr. 179,95 – Set til kr. 99,-
Andrup Vin
4 Stjerner – 90 Pts.

Der er i den grad smæk på, når storproducenten Juan Gil samler ren Garnacha-drue i denne Ateca Atteca-vin fra Calatayud. Selvom mange kan fristes til at servere vinen afkølet, så er det ikke meningen her. Vi må gerne ramme en temperatur lige under 20 grader for at få den fulde oplevelse af de bløde og meget modne frugter, for ellers bliver balancen til den stramme side. Meget fin vin, der har massiv smag og masser af alkohol, men uden at det bliver overtungt.


OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Cuesta del Herrero Ramon Reula Vino de Pago Aylés 2021
Spanien, Cariñena
Rødvin, Cabernet Sauvignon/Merlot/Tempranillo
Normalpris kr. 149,- – Set til kr. 135,-
DinVinhandel
4 Stjerner – 89 Pts.
Spansk blend fra Cariñena-området, hvor sammensætningen består af Cabernet Sauvignon, Merlot og Tempranillo. Her er den smagt fra en magnum-flaske, og den har en smooth og afbalanceret stil, der passer rigtig fint til prisskiltet. Her er friskhed og kant fra Tempranilloenn, fyldig frugt fra Cabernet Sauvignon-druerne og en blød og fløjlsagtig fornemmelse fra Merlot-druerne. 


Cantine di Ora Gewürztraminer 2022
Italien, Alto Adige
Hvidvin, Gewürztraminer
Normalpris kr. 139,95 – Set til kr. 109,95
Supervin
4 Stjerner – 89 Pts.
Jeg har det svært med Gewürztraminer-druen, men det betyder ikke, at jeg ikke kan anerkende, når den er velskabt. Og det er den faktisk i denne variant fra Cantine di Ora i det nordligste Italien, hvor der er plads til en god portion friskhed sammen med den karakteristiske, urtede og parfumerede stil. Her er ikke så meget sødme, som druen nogle gange kan byde på – i stedet er det syre og delikat friskhed, der ledsager til sprælske noter.


Alvar de Dios Tío Uco 2022
Spanien, VdT Castilla y Leon
Rødvin, Tempranillo/Garnacha
Normalpris kr. 139,- – Set til kr. 125,-
Jysk Vin
4 Stjerner – 89 Pts.
Her er vi i det spanske Castilla y León-område. Et stort område, der også rummer både Ribera del Duero og Toro, men når rammerne for vinproduktion i disse områder bliver udfordret, må man bruge den større, samlede område-betegnelse Castilla y León. Alvar de Dios Tïo Uco er en ung vin fra 2022, som samtidig er meget kraftig og powerfuld. Det betyder, at Tempranillo-druens vilskab spræller mere, end at Garnacha-druens frugt kan nå at tøjle det, og derfor bliver det et lidt specielt udtryk, som formentlig bliver mere afdæmpet efter et par år i kælderen.


Mil Caminhos Vinho Branco 2022
Portugal, Lisboa
Hvidvin, Fernao Pires/Arinto
Normalpris kr. 119,- – Set til kr. 79,-
Mr. Ruby
4 Stjerner – 88 Pts.
Portugisisk hvidvin kan virkelig overraske, og det gælder både de knivskarpe Vinho Verde-vine, men også mere klassiske hvidvine fra det højt beliggende områder i den nordlige halvdel af landet. Til gengæld er det ikke så ofte, jeg falder helt på halen over hvidvinene fra det varmere og sydligere dele af Portugal, men Mil Caminhos Vinho Branco gør nu et hæderligt forsøg. I begyndelsen virker den rigeligt krydret, men efterhånden falder krydderierne til ro, og en blød og næsten cremet fornemmelse former sig i de lokale Fernao Pires og Arinto-druer. En hvidvin, der er mere blød og cremet end den er frisk og saftig.


Mil Caminhos Vinho Tinto 2021
Portugal, Lisboa
Rødvin
Normalpris kr. 119,- – Set til kr. 79,-
Mr. Ruby
4 Stjerner – 88 Pts.
Portugisisk rødvin er ofte lidt kantet, voldsom og solbrændt. Sådan er det også med Mil Caminhos, der ikke desto mindre holder de solmodne druer i nogenlunde kort snor, hvilket giver plads til en helt fornuftig friskhed. Vi er i den mørke og krydrede ende af skalaen, men med et lille twist til den mere saftige og finurlige side, og det efterlader et indtryk af en ret fin vin til prisen.


Cantina Terlan Pinot Bianco 2017
Italien, Alto Adige
Hvidvin, Pinot Bianco
Normalpris kr. 119,95
Philipson Wine
4 Stjerner – 88 Pts.
Weissburdunger, Pinot Blanc eller Pinot Bianco. Det hele er udtryk for samme drue, men når vi er i Italien, er det den sidstnævnte variant af navngivning, der bliver brugt. Druen er måske bedst kendt fra Alsace, hvor den giver en let parfumeret og blomstret stil, der kan minde om snert af Gewürztraminer – bare i en størrelsesorden, hvor det kun bliver en tiendedel så markant. Her er urter og parfumerede noter pakket nydeligt ind i en friskhed, der får dem til at flyve afsted som en meget hæderlig oplevelse. Det er ikke et mirakel, der forandrer min måde at se vinverdenens mange sammenhænge, men det er fint til prisen.


OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Santa Julia El Burro 2022
Argentina, Mendoza
Rødvin, Malbec
Normalpris kr. 190,- – Set til kr. 175,-
Din Vinhandel
3 Stjerner – 87 Pts. 
Naturvin er nok kommet for at blive. Og flere og flere producenter formår at sammensætte rigtig spændende vine. Jeg tror dette må være min jomfrurejse med en argentinsk natur-Malbec, og de svedige håndflader viser sig heldigvis at være en overdrevet reaktion. Ikke at jeg som sådan elsker Santa Julia El Burro, men her er en større dybde i smagen, end man finder i mange andre naturvine. I eftersmagen afsløres den ferske og lidt ubearbejdede fornemmelse, der af og til gør naturvin til noget helt særligt, men som også nogle gange gør naturvin til lidt af et bæst. Her er det hverken det ene eller det andet – og på den måde en blid måde at opleve naturvin, hvis man ikke er klar til at springe helt derud, hvor man ikke ved, om man kan bunde.


Langa Frenesi 2020                                                                                                   
Spanien, Calatayud
Rødvin, Garnacha
Normalpris kr. 114,95 – Set til kr. 54,95
Supervin
3 Stjerner – 87 Pts.
Bodegas Langa laver nogle flotte vine i det spanske Calatayud-område, men Frenesi er langt fra min favorit. Dertil bliver den for tung og bombastisk i sin overfrugtede stil, der er grundlagt på Garnacha-druer, der synes at have fået solstik. Hvis du er til syditalienske vine med masser af mørk frugtsødme, så vil du sandsynligvis finde et spændende alternativ her. Ellers skal du kigge mod nogle af de andre flotte vine fra Bodegas Langa.


Cantina Terlan Chardonnay 2018
Italien, Alto Adige
Hvidvin, Chardonnay
Normalpris kr. 119,95
Philipson Wine
2 Stjerner – 82 Pts.
Det er i sagens natur ikke alle vine, der kan ramme alles smagsløg. Nogle af de mest interessante vine findes der, hvor vandene skilles, fordi der er nogle mærkelige balancer, der i nogle smagsløg opleves som enestående, mens andre slet ikke fanger meningen med galskaben. For denne norditalienske Chardonnay hører jeg til dem, der ikke fanger det gode, der sikkert ligger bag produktionen. I min mund er Cantina Terlan Chardonnay en ubalanceret størrelse med skarpe noter, der ikke rigtig hænger sammen.