gancedo_gancedo******

www.vestergaardwines.dk
Kr. 130,-

Mencía. Ikke ligefrem en drue, der står forrest på supermarkedernes vinhylder. Den er speciel, og den hører primært hjemme i det nordvestlige Spanien, men det er en drue, som jeg virkelig har fået smag for.

Gancedo fra regionen Bierzo er en ganske god begyndelse på bekendtskabet med Mencía-druen, for den er meget klar og tydelig i sit særpræg.

Farven er meget mørk og med et nærmest violet snit på toppen, og mens vinen tager imod med en blød og lokkende start, sker der magi i smagsløgene. Krydderier, friskhed og en lækker fin kant giver et spændende modspil til den indledende blødhed. Eftersmagen er krads og krydret på den positivt udfordrende måde, så det er en vin, der har mange nuancer i hver eneste mundfuld.

Nogle vil nok finde det lidt vel specielt, men i vores smagepanel var der stor begejstring da vinen blev prøvet i en blindtest, hvor alle var Mencía-debutanter.