Bare fordi noget er mainstream behøver det ikke være uinteressant.

Breca, 100% Garnacha Old Vines 2014, Calatayud, Spanien

 

Så er der dømt spansk frugtbombe med potentiale til at please den store masse af danske rødvinselskere. Skabt udelukkende på Garnacha-druer står denne Breca-vin som en meget fin og saftig størrelse, der ikke udfordrer sønderligt, men som til gengæld er fuld af smag og behag.

 

Der er en god power og fylde i vinen, der er præget af mørke frugter i massevis, og der er næppe ret mange, der vil kunne påstå, at de ikke bryder sig om vinen. Samtidig er der en vis snert af klasse, der også understreger, at det ikke bare er ’the easy way’, der har været nøgleordet i produktionen.

 

For mens mange bløde og frugtrige vine, der rammer mainstream-publikummet, kan have en tendens til at forfalde til ligegyldighed og opstrammende effekter, der forstærker indtrykket af karakterløshed, så er det umuligt at se bort fra, at alle de detaljer, der gør denne vin til en potentiel familien-Danmark-yndling, er skabt med stor kærlighed og indsigt.

 

For det er kvalitet, der er det primære indtryk af denne vin, og så gør det altså ikke noget, at den ikke har et eller andet mystisk særpræg, der kvalificerer den til sin helt egen hylde. Den særlige egenskab ved denne er nemlig, at den smager forbandet godt, og det er altså ikke noget skidt indtryk at efterlade.

 

Kr. 129,- v/6 stk.

Andrup Vin

 

******