Tung, spændende og super smagfuld spansk Chardonnay.

Pago de Cirsus Chardonnay 2016, Navarra, Spanien

 

Så er der hvidvin i den helt spændende og tunge ende. Og det er hvidvin fra et område af Spanien, der ellers mest gør sig bemærket med de røde fætre, for vi er i Navarra i området nær den franske grænse.

 

Det er en Chardonnay, men guderne skal vide, at det kunne have været alt muligt andet. Vi er oppe i hele 14% alkohol, og vi er i selskab med en vin, der vil rigtig meget fra start.

 

Der er en vis vanille-fornemmelse i duften, inden smagen byder på søde og fede tropiske frugter, der ender i noget så hjemligt og friskt som æbler og pærer bagest i munden. Det giver et fint lille twist af syre, der sikrer et lækkert modspil til alle de ellers overvejende sødmefulde noter.

 

Det er lidt specielt, men faktisk rigtig fornemt dette her – og til en pris, der gør, at du simpelthen er nødt til at prøve den.

 

Kr. 69,75

Skjold Burne

 

******