Igen viser Canada sig som et land, der kan producere spændende vine, men desværre er prisniveauet relativt højt.

Flat Rock Cellars, Pinot Noir 2010, Niagara, Canada

 

Det er ikke så ofte, at vi bliver beriget med at smage rødvin fra Canada. Nogle gange er vinene en lidt speciel og kølig størrelse, og andre gange er det bare som om, at Canada kan alt det rigtige, når det gælder kølig vinproduktion.

 

Vi har tidligere smagt fantastisk canadisk Pinot Noir, og derfor er det med både spænding og forventning, at tungen overrisles med en ny af slagsen. Denne gang er det fra producenten Flat Rock Cellars i Niagara-området.

 

Og igen bliver vi imponerede, for det er en Pinot Noir, der har den lette og friske elegance, som er så karakteristisk for druen. Men samtidig har vinen en stor fylde, før den lange eftersmag med mørke bær sætter ind og begejster.

 

Igen viser Canada sig som et land, der kan producere spændende vine, og det eneste man kan ærgre sig over, er at prisniveauet er så relativt højt, som det er tilfældet.

 

Kr. 185,-

Uvinum

 

******