Af de peruvianske rødvine, vi har smagt, er dette den vin, der nærmer sig mest, hvad vi oftest oplever, men samtidig er det en vin, der ikke virker helhjertet i sit udtryk.

Intipalka, Cabernet Sauvignon/Petit Verdot 2013, Peru

Det er druerne Cabernet Sauvignon og Petit Verdot, der ligger til grund for denne blandingsvin fra producenten Intipalka i Peru. Det er en vin med en sødlig og blød indledning, der efterhånden går over i et skarpt smagsmæssigt modspil, der niver igennem i tungen.

Mens vinen fra begyndelsen minder ret meget om andre oversøiske vine, så har den en markant udvikling mod en mere ru og rå fornemmelse, og umiddelbart er modsætningerne mellem det sødlige og det rå lidt for stor. Det bliver en lang smagsmæssig vandring fra den ene modpol til den anden, og det gør det vanskeligt at finde ud af, hvad man skal servere vinen til.

Af de peruvianske rødvine, vi har smagt, er dette den vin, der nærmer sig mest, hvad vi oftest oplever, men samtidig er det en vin, der ikke virker helhjertet i sit udtryk. Det er som om, den prøver at please et publikum, den alligevel ikke kan ramme rigtigt, og de peruvianske vine, der er mere ærlige i deres smag, fungerer klart bedre.

Kr. 111,75
Peru Weinversand

******