Af de brasilianske vine, vi har smagt, er dette den mindst mainstreamede og vanskeligst tilgængelige, og derfor skal man være lidt af en sucker for sprælske krydder-druer, hvis man skal finde velbehag her.

Campos de Cima Assinatura 2014, Rio Grande do Sul, Brasilien

Brasiliansk vin er ikke nødvendigvis det, vi oftest forkæler os selv med. Og det er da også med en vis forskel i kvaliteten, at vi har luret på et par vine fra landet.

Det er typisk Rio Grande do Sul i det sydligste Brasilien, der er leveringsdygtig i vine med et vist europæisk snit. Det er ofte lidt skarpe vine, der med druen Tannat får en spids og sprælsk kant, og det gælder også denne Campos de Cima Assinatura fra 2014.

Her spiller Tannat ikke hovedrollen, men den spiller alligevel en væsentlig rolle sammen med Merlot og Shiraz, der er druerne, der bløder vinen op, så hovedindtrykket stadig er fyldigt. Men det er den syreholdige og skarpe smag, der har overtaget, og det betyder, at vinen ikke fremstår specielt varm og imødekommende, men snarere lidt skrap og kølig i kanten.

Af de brasilianske vine, vi har smagt, er dette den mindst mainstreamede og vanskeligst tilgængelige, og derfor skal man være lidt af en sucker for sprælske krydder-druer, hvis man skal finde velbehag her.

Kr. 149,95 v/12 stk.
Skovgaard Vine

******