Fornem vin, der formår at udnytte den energi og dynamik, der opstår, når modsætninger mødes.

Mistik Crianza, Priorat, Catalonien, Spanien

Kuløren er lilla og spændende på denne vin fra kult-området Priorat, der ligger gemt inde i landet – lidt vest for Barcelona.

 

Duften er aldeles markant, og jeg når at bekymre mig om, om der er sygdom i vinen, inden jeg falder til ro sammen med duftens udvikling. For duften går fra det bombastiske syre-power-fulde med et grumt twist af eddike, til en helstøbt og vidunderlig aroma.

 

Med tid, luft og tålmodighed ender duften med at være meget ensartet med smagsoplevelsen, der er sindssygt flot, rund og blød. Smagen er meget fin og elegant i midten af munden, mens der kradses i tungekanten med mere ru og rå krydderier og nuancer.

 

Det er en vin, der nærmest kendetegner Catalonien med alle sine modsætninger. Fra det vilde og hektiske, som i storbyen Barcelona, til de store vidder i smagen, som i det bjergrige Priorat, hvor der er langt mellem landsbyer, mennesker og travlhed.

 

En fornem vin, der formår at udnytte den energi og dynamik, der opstår, når modsætninger mødes. Nogle gange bliver den slags bare forvirrende – her er bliver det ganske enkelt forrygende.

 

Kr. 99,-

Skjerning Vinimport

 

******