Med smagfulde lækkerier på fadet kan denne portvin være et prisvenligt supplement til hyggen.

Vieira de Sousa, Fine Tawny, Portugal

En klassisk portvin, som vi kender dem fra besøgene hos bedsteforældrene. En sød vin af den brune og rosinagtige slags, men her er lidt bedre afstemning mellem smagsnuancerne, end i de billigste af slagsen.

Vieira de Sousa’s Tawny er såmænd en ganske habil portvin til en god pris, men forvent ikke mirakler. For selv om der er fin fylde en god længde og dybde i eftersmagen, så bliver det lidt spidst og kernet i smagen, til at vi er helt oppe at ringe.

Det er ikke en stand-alone portvin, der kan nydes uden dikkedarer, men hvis du har smagfulde lækkerier og snacks på fadet, så kan den være et helt fint og prisvenligt supplement til hyggen.

Kr. 109,-
Adelino

******