Her bør slynges, slupres og skylles en ekstra gang, for det er nuancerne, der giver det fine twist.

Domaine du Trapadis, Cotes du Rhone 2014, Frankrig

 

Rhone-vine kan ofte have en tendens til at være bløde og frugtrige på en fyldig og let tilgængelig måde. Og hvis det er det, du går efter, så bør du nok finde en anden Rhone-vin end denne, for her er vi en lidt atypisk boldgade.

 

Domaine du Trapadis har lavet en ganske frisk rødvin, hvor man fornemmer en vis kølighed og syrlig lethed over udtrykket, og det er ikke nødvendigvis noget minus. For nogle vil det snarere være tværtimod. Men det er værd at bemærke, så man ikke bliver forundret, når man vender snuden hjem fra butikken og ned i glasset.

 

Denne vin, der er skabt på ren Grenache, har en naturlighed i sit udtryk, der gør den til noget ganske særligt, men det er ikke nødvendigvis en vin for det store mainstream-publikum. Vinens værdi kommer bedst til sin ret hos de vinnydere, der slynger, sluprer og skyller vinen en ekstra gang i glas og mund. For det er nuancerne, der giver den det fine twist.

 

Kr. 90,- v/12 stk.

Laudrup Vin

 

******