Charmerende Chardonnay'er fra Chablis-området i Bourgogne.

Tema: Chablis

 

Chablis er en vinbetegnelse, som de fleste nok kender eller har hørt om. Men de færreste  har måske helt styr på, hvad der gemmer sig bag den anerkendte etikette. Måske gætter du, at det er et fransk område – måske at det er en bestemt drue.

 

Det korrekte svar er, at det er et bestemt fransk område, hvor kun en enkelt bestemt drue må anvendes. Chablis ligger i det nordligste Bourgogne, og det er Chardonnay-druen, der er den eneste, der får lov at blive anvendt til Chablis-vine.

 

Sammenlignet med andre Chardonnay’er, så er disse produceret i væsentligt køligere klima, og det giver vinene en anden ferskhed og syre-fornemmelse. Der er ikke den helt store frugtfylde, og nogle betegner vinene som mineralske og ’flintestens’-agtige.

 

Vores smagning af Chablis-vine viser, at der er meget forskellige typer af Chablis. Nogle kan være temmelig frugtfyldige, mens andre er decideret sure. Generelt er det dog, at det er vine, der emmer af en stor elegance, og at de ofte kører deres særpræg helt ud, uden at der bliver gået på kompromis.

 

Der findes fire forskellige kvalitetsniveauer af Chablis-vine – den bedste er en Grand Cru, den næstbedste hedder Premier Cru, den tredjebedste hedder bare Chablis, mens det nederste trin på skalaen er Petit Chablis.

 

Du kan læse alle anmeldelserne af Chablis-vine, vi har smagt, ved at klikke her.