francisco_terra_minei******

www.vestergaardwines.dk
Kr. 125,-

Mine forventninger til spansk hvidvin var absolut ikke store, inden denne hvidvin blev hældt på glas. Den lidt rustikke stil, som rødvinene tidligere har været berygtet for, klæber i min verden stadig til den spanske hvidvinsproduktion, men her har vi en vidunderlig undtagelse.

Der er flere årsager til, at jeg falder på rumpetten over denne, og det har velsagtens både med den lidt hemmelige Treixadura-drue at gøre, men også med vinens lagring.

For spanierne elsker at kaste vine på fade, når de skal lagres, men denne vin har fået lov at udvikle sig på ståltanke i stedet. Det giver en meget ren, ærlig, fed og frugtfyldig hvidvin, der på samme tid er fuld af sødme og syre.

Treixadura er egentlig bedst kendt som en portugisisk blandingsdrue, men her i det nordvestlige Spanien folder den sig endnu flottere ud med masser af karakter, og den evner sagtens at stå alene uden ‘hjælp’ fra andre druer.

Det er en fed hvidvin, der stadig er frisk, og det er en sødlig hvidvin med masser af syre. Lækker balance, som virkelig har sin egen plads på de spanske vinhylder.