fre. nov 15th, 2019

Flaskehalsen

Vinanmeldelser og vintips

Valencia overrasker igen

Temmelig markant syre, der står som en mærkbar kontrast til det bløde og sødmefulde.

Les Alcusses 2012, Valencia, Spanien

 

Valencia er undervurderet mange steder, når det gælder rødvinsproduktion. Vi er ofte blevet overraskede over den mangesidede smag, som vinene fra denne del af det sydøstlige Spanien byder på, og det gælder faktisk også for denne Les Alcusses, selvom den måske rusker en tand mere i tandkødet, end godt er.

 

Vinen er skabt på en blanding af hele fem forskellige druer, hvor Monastrell udgør knap halvdelen. Hernæst følger Garnacha, Cabernet Sauvignon, Syrah og Petit Verdot.

 

Duften er storladen og markant, og den indeholder masser af løfter om lækre frugter og blødhed. Det skinner også tildels igennem i smagen, men den har også en temmelig markant syre, der står som en mærkbar kontrast til det bløde og sødmefulde. I eftersmagen er det dog atter de solmodne frugter, der træder i karakter, og det giver vinen en fin og blød afrunding, der efterlader et appetitligt og charmerende indtryk.

 

Kr. 85,- v/6 stk,

Dwine

 

******

Copyright © All rights reserved. | Newsphere by AF themes.