Her finder vi frisk frugt i smagen, der bliver fornemt blød og frisk.

Schmitges 2014 Cremant Riesling Brut, Mosel, Tyskland

 

Schmitges leverede i 2013 en lidt for vilter og voldsom omgang bobler med masser af tør syre og vidtspringende bobler, der gav en urolig og halvstresset vin. I 2014-udgaven er der stadig masser af liv, men der er også et fint modspil fra en mere frugtrig bund, der giver ro til herlighederne. Og det gør altså en kæmpemæssig forskel.

 

For her finder vi frisk frugt i smagen, der bliver fornemt blød og frisk. Boblerne springer stadig omkring i munden, og laver måske en lidt rigeligt energisk fest, men de er samtidig godt tøjlet af smagens dybde, der bringer en masse af det bedste fra Riesling-druen, der samtidig får en ekstra snert af frejdig syre.

 

Denne vin er et fint bevis på, at Tyskland kan præstere rigtig lækre mousserende vine, og samtidig er det et sjovt studie i, hvor forskellige to ens vine kan være, når man springer fra den ene årgang til den anden. Vælg til enhver tid 2014’eren før dens et år ældre navnebror, for her får du masser af velsmag og festivitas.

 

Kr. 199,20 v/3 stk.

Propperiet

 

******