lørdag, februar 27, 2021
Italiensk saft og kraft

Italiensk saft og kraft

Zeni Rosso del Lago, Veneto, Italien

Prøvesmagt i dagene omkring Eurovision Song Contest 2015, er det næsten for oplagt at spinne en lille historie om denne italienske vin. Italiens bidrag til årets kulturelle højdepunkt i Europa er en kæmpemæssig flødebolle af en ballade. Il Grande Amore. Hverken mere eller mindre. Det er pompøst, det er storladent – og det er med følelserne helt uden på anstændige og noble tøj.

Zeni Rosso del Lago er en vin, der lever op til (selv)fedmen fra det italienske grandprix-hit. Selv flasken er lidt tykkere i glasset – og lidt federe i rundingen. Og det lever vinen smukt op til.

Om det er en god vin? Jeps, især hvis man kan li’ den. Det er en vin, der vil ramme bredt blandt vinlystne ungersvende og svendinder – og som jeg hører de italienske tenor-fugle synge, så er det faktisk også en vin, der kan være med til at omvende de halvskøre starutter, der normalt ikke bryder sig om rødvin.

Der er meget saft og meget kraft – som på mange måder smelter sammen til sødme og blødhed. Det er en italiensk vin af den lidt mere bastante type, men uden at den pirrer de mest udfordrende dele af smagsuniverset. Det vil skuffe nogle – og glæde andre.

Kr. 65,- v/12 stk.
Skovgaard Vine

******

Fik du læst...