Rioja-Bordon-Tempranillo-Reserva-2008-LabelFuente del Chivo er et bjergpas i godt 2000 meters højde, som danner rammen om afslutningen på dagens etape i La Vuelta. Vi er fortsat i det nordlige Spanien, og vi bevæger os igen i dag omkring det klassiske vinområde Rioja.

Vi har allerede været lidt omkring vinproduktionen i området, så i dag kan vi supplere med lidt geografisk om La Rioja, der er en spansk region. Hovedbyen er Logroño som også lægger navn til regionens eneste provins.

Byen er på størrelse med Odense – godt og vel 150.000 indbyggere – og vinmæssigt er Rioja det ældste spanske vinområde, når vi regner efter myndighedernes godkendelsesprocedurer.

Lagringen af vinene på amerikanske egetræsfade er karakteristisk for Rioja-vinene og afgørende for, om de må kalde sig Reserva eller Gran Reserva. Desuden er en af de store årsager til, at Rioja har fået den status, som stadig er høj, at området tiltrak rigtig mange franske vinbønder, da Bordeaux for mere end 150 år siden blev hærget af vinlus.

Nå, nok teori – nu til praksis og et par vine fra området. Vi starter med Rioja Bordón, der er fra den lunere del af Rioja, og der er tale om en rar og imødekommende vin, der måske er lidt lettere end fordommene taler for. Der er masser af fylde, uden at vinen bliver tung, og dermed rammer den en fin plads med både lethed og fylde.

Det er på nippet til, at den er lidt for spinkel, for jeg kunne godt savne, at den havde lidt mere bid i kanten, men omvendt ville det så også være svært at opretholde den ganske fine balance.

Og så til en af de Rioja-vine, der bærer den gamle tradition videre. Patrocinios Zinio Tempranillo rammer et sted midt imellem det klassiske spanske og det mere moderne.

Udfordringen kan være, at den rummer både det bløde og krydrede, for det giver en lille ubalance, men ikke mere end at det stadig er en god vin.

Den rammer blødt i munden men har en skrap og skarp kant, der river lidt i kanten af tungen. Derfor ville jeg servere den med omtanke og sørge for at have noget spiseligt med en vis karakter ved siden af. Det kunne være en krydret gryderet eller en godt pebret steak, men det må heller ikke gå for vidt, for blødheden vil blive smadret hvis det er det store chili-helvede, der ledsager vinen.

Således gennem det geografiske område La Rioja og vinområdet Rioja, kan vi i morgen sætte kursen vestpå mod spændende Bierzo.