Alt andet end en tøsevin, for Tempranillo-druen fremstår med al sin bombastiske magt og vælde, med masser af krydderi og ganske meget intens power, men vinen fremstår også relativt indelukket.

Divina Proporción 24 Mozas 2014, Tempranillo, Toro, Spanien

I Toro i Spanien har man skabt denne 24 Mozas-vin, der er blevet til på ren Tempranillo. Eller nærmere bestemt på Tinto de Toro, der er det lokale navn for druen. Selve vinen, der kommer fra producenten Divina Proporción, bærer navnet 24 Mozas, der betyder noget i retning af 24 tøser.

Men det er nu alt andet end en tøsevin, for Tempranillo-druen fremstår med al sin bombastiske magt og vælde, med masser af krydderi og ganske meget intens power.

Vinen fremstår også lidt indelukket, og det er måske ikke unaturligt for så ung en vin, men det tærer uendeligt meget på tålmodigheden, inden vinen måske vil folde sig ud i fuldt flor.

Det nåede aldrig at lykkes for os, trods en hel aftens tålmodig iltning, men måske den vil blomstre i løbet af de kommende 5-7 år. Som det ser ud lige nu, er det imidlertid ikke en vin, vi er specielt henrykte over, så hvis du skal købe en flaske, der skal på bordet i løbet af de kommende dage, så bør du nok kigge efter noget andet.

Kr. 109,-
Andrup Vin

******