Lad dig ikke snyde af 'extra-dry' betegnelsen - her er en herlig boblevin med både syre og sødme.

I Stefanini, Prosecco Extra Dry, Veneto, Italien

Vi kender først og fremmest I Stefanini som en fabelagtig producent af hvidvin. Men her er vi i boble-land, og derfor er det naturligvis med en vis spænding, at vi bryder seglet i toppen af flasken, vikler sammensnørringen om proppen ud – og sætter tommeltotten klar under proppens hoved.

 

Allerede i proppens kraftfulde spring virker det som en mousserende vin, der har ventet utålmodigt i flasken, og som er så udadvendt og tilgængelig, at den slet ikke kan vente med at dele ud af sine glæder. Den bobler flot, rigeligt – men ikke overdrevet – i glasset, og den relativt lyse kulør lover friskhed og måske også lidt tør syre.

 

Smagsmæssigt er der både friskhed, tørhed og syre, men der er også en rundhed, der ikke er sød, men snarere…ja, rund. Det giver en aldeles nydelig balance mellem det syrlige og det søde, og vinen rammer et herligt sted midt mellem de yderpoler, der altid kan give en vis skepsis, inden en prosecco skal smages. Og med betegnelsen ‘extra dry’ var forventningerne en knastør syre-spreder der kan give gåsehud selv på tungen – men sådan var det altså ikke.

 

Det at vinen befinder sig midt mellem yderpolerne betyder ikke, at den ikke har personlighed og stil, og at det blot er en blød mellemvare. Det er en rigtig blød prosecco – men hverken mellem- eller metervare. Den har sin egen smukke karakter, der vil glæde bredt blandt boble-venner.

 

Kr. 85,-
Gallovini

******