lørdag, februar 27, 2021
Fornuftig portugiser mangler wow-effekt

Fornuftig portugiser mangler wow-effekt

Quinta dos Aciprestes Tinto, Douro 2009, Portugal

I denne Quinta dos Aciprestes rødvin fra Douro-dalen i Portugal er vi ude i en klassisk portugiser fra den bedre ende af kvalitetsskalaen. På druerne Touriga Franca, Touriga Nacional og Tinta Roriz er vinen skabt med masser af power, men stadig med en blød og lækker smag, der dog ikke varer ved helt så længe, som vi kunne have ønsket os.

Vinen fremstår lidt spids med sine skarpe krydderier, og den har en god duft med masser af blød frugt. Første smagsindtryk er kraftigt, men vinen fader ud i en lidt knap eftersmag, der godt kunne have haft en finere afrunding.

Det er ret afgørende, at vinen ikke serveres for varm – den skal være lige på den kølige side af stuetemperatur – for ellers bliver krydderierne og fedmen lidt for skarp. Omvendt lukker man af for den bløde og blide friskhed, hvis vinen kommer alt for langt ned i temperatur.

Så giv den 16-18 grader og lad den få masser af luft, så de mest kompromisløse krydderier er sluppet fri, inden vinen finder sig til rette i en ordentlig balance. Så er den bestemt værd at drikke, uden at vi taler om et decideret vidunder.

Kr. 99,- (75,- v/6 stk)
Holte Vinlager

******

Fik du læst...