Server ikke denne hvidvin alt for kold, for så kvæler du det mest spændende.

Mara Martin, Godello 2013, Monterrei, Galicien, Spanien

 

Skal hvidvinen være spansk, så er det et godt bud, at den også skal være galicisk. Eller i hvert fald fra det nordvestlige hjørne af Spanien, for her skabes der hvidvine, der er en klasse over resten af Spanien – hvis man skal skære det lidt rigeligt og generaliserende ud i pap.

 

For selvfølgelig er der fremragende hvidvine i andre dele af Spanien også, og selvfølgelig produceres der noget skrækkeligt møg i Galicien, hvis man er uheldig med sit valg. Og denne Mara Martin fra 2013 er i virkeligheden et sted midt imellem. Bestemt ikke det bedste, vi har oplevet fra Galicien, men hvis du kan nære dig fra at servere den køleskabskold, så får du en rimelig interessant hvidvin.

 

Den er skabt på druen Godello, der er en af Galiciens kære og traditionelle druesorter, og den åbner med en pænt frugtrig duft, der følges op af en frisk smag, der i (for) kold variant opleves syrlig, mens den i kølig udgave har langt mere dybde og en ganske rund og fin smag.

 

Det er ikke en verdensklasse hvidvin, men serveret på rette vis, er den bestemt heller ikke uinteressant.

 

Kr. 89,-

Slagelse Vinkompagni

 

******