Giv den tid, plads og opmærksomhed og du vil få stor valuta for pengene.

Contadi Castaldi Brut, Franciacorta, Lombardiet, Italien

 

Det er over et halvt år siden, at vi senest smagte denne fine italienske samling af bobler. Nu er der landet en ny flaske af samme vin – og vi er faktisk stadig ganske begejstrede.

 

Det er en blid og blød omgang bobler, hvis vi sammenligner med de hektisk sprudlende bobler fra Champagne, men det er ligeså langt fra de marcipanagtige og sødmefulde bobler fra Asti-området i Italien.

 

Vinen byder os velkommen i en chamerende og varmhjertet hilsen, inden der træder en flot portion syre ind fra begyndelsen af eftersmagen. Der er masser af små finurlige nuancer, der sætter karakter og finesse på udtrykket, men som også kræver, at du giver opmærksomhed til vinen, hvis du skal have fuldt udbytte af nydningen.

 

Så giv den tid, plads og opmærksomhed, så har du en flaske bobler til en fornem pris, som samtidig vil glæde dig med storartede indtryk.

 

Kr. 149,-

Gallovini

 

******