vinkælderDer var engang, hvor bulgarsk og rumænsk vin var et billigt alternativ til de større og kvalitetsmæssigt mere interessante vine. Efterhånden er det dog som om, at en del af niveauforskellene i både pris og kvalitet udviskes – i hvert fald støder vi oftere og oftere på vine fra området omkring Balkan og Sortehavet, der sagtens kan hamle op med de vesteuropæiske vinnationer, men som også tager lidt mere fat, når det kommer til prisen, end det var tilfældet tidligere.

Der er en enorm forskel på, om man får fat i østeuropæisk vin, der er tiltænkt det lokale marked, eller som er beregnet til eksport. De lokale vine er langt sødere og mere eksotiske, mens de vine, der er tænkt til eksport, har en mere vesteuropæisk stil. Det kan være skuffende, hvis man forelsker sig i vinene, når man er på rejse i det sydøstlige Europa, men det kan også betyde, at vinene har højere kvalitet for dem, der er mere til de klassiske vine.

I de kommende par dage stikker vi snablen i en stribe spændende vine fra Rumænien, Bulgarien og Moldova, og vi gør også plads til en enkelt tyrkisk og en slovensk vin undervejs. Det er spændende, fremmedartet, overraskende godt og overraskende eksotisk.

Lad os bare afsløre, at de røde vine er svingende i niveau, mens de hvide vine fra Bulgarien og Rumænien virkelig har overbevist os. Men følg med i de kommende dage – så får du garanteret også lyst til at smage.