Relativt stramt smagsmæssigt udtryk, men samtidig en flaske kompromisløse bobler.

Parés Balta Pink Cava Penedes, Catalonien, Spanien

 

Det er mest af alt kuløren på denne Cava, der er tøset. Det er en fin lyserød boblevin med orange noter, og den har et sart udtryk i både udseende og smag. Det er ikke den bløde og frugtrige stil, men derimod duftmæssigt mere i den stramme afdeling. Det minder om bordbomber og nytårsaften med en god portion krudt i aromaen.

 

Smagsmæssigt indleder den blødt og fint, men efterhånden vokser den sig større og bliver vældig markant i sin smag med både syrlige og bitre undertoner.

 

Det er ikke en mainstream-bobbel, der rammer bredt, men derimod en flaske, der har sin egen og markante stil. Den er både økologisk, vegansk og alt muligt andet, og det har selvfølgelig sine fordele. Rent smagsmæssigt er jeg lidt skeptisk men holder af, at den har et udtryk, der er ganske kompromisløst på trods af prisen.

 

Kr. 129,-

Vinomani

 

******