Anden etape af Vueltaen tager sit afsæt i Alhaurin de la Torre, der er en relativt lille by nord for Malaga. Jeg havde selv fornøjelsen af at besøge byen for et par år siden, og den ligger i ganske kuperet landskab i periferien af Sierra Nevada-bjergene. På det hotel, der var min base, var der cykelhold i træningslejr, og det er et ganske fint område for cykelsport.
Ruten går nordpå i et område, der ikke har den store vinproduktion, men som ligger på kanten af Malaga-området og lidt syd for det lækre dessertvins-område Montilla Moriles. Den traditionelle og lidt gammeldags Malaga-vin er efterhånden rigtig svær at opdrive, og i stedet er det søde vine, der er fremherskende i Montilla Moriles.
De kan være alt fra ekstremt søde – grænsende til det vulgære – til lækkert afstemte med karamelagtig fedme på en næsten sofistikeret måde. Den første vin fra dette område, som vi har sat smagsløgene i, er desværre af den vulgære type.
En dessertvin, der i fuldfed stil minder om sveskejuice, klæbrige chokolader med parfumeret likørfyld og kæmpemæssige rosiner, som dem, der af og til forfølger mig i mine værste mareridt, hvor nogle har været så letsindinge at servere boller eller kage med rosiner for mig.
Det skal man ikke gøre. Og man skal efter min mening holde sig i skindet for at undgå, at en sydspansk sherry eller dessertvin svælger for voldsomt i sveskesaft. Her er det lige før, at man mærker sveskens umiskendelige konsistens, og den skal man alt andet lige holde umanerligt meget af, hvis man skal kunne lide den.
Der foreslås på etiketten, at man hælder vinen over en is-dessert eller serverer den til søde sager. Efter min smag er denne sherry dog mere end rigeligt sød og mættende i sig selv – desværre på en helt igennem kvalmende, vammel og nærmest vulgær måde.
Sherry og dessertvine deler ofte vandene, og denne Gran Barquero vil gøre det i endnu højere grad. Jeg er bestemt ikke fan, og jeg tænker at de fleste vil finde den for voldsom og klæbrig i forhold til lignende vine i samme prisklasse.
