4. Etape: Velkommen i Sherry-land

Los Amigos Pedro XimenezSå lander Vuelta-feltet i sherry-land. Sherryens hjemby er Xerez de la Frontera, og det helt særlige ved dette område er den ekstremt kalkholdige jord, der giver et næsten hvidt landskab i området. Samtidig regner det ganske ofte, og den høje fugtighed i området er med til at skabe de forudsætninger, der skal til, for at producere sherry.

Der produceres også hvidvin i området, men de fleste vurderer det som værende ganske kedeligt. Først når sherry-processen sætter ind med en særlig og naturlig gæring af vinen, sker der noget særligt med druerne. Der dannes et lag af såkaldt flor over vinen, og den kan variere i tykkelse og tæthed, og det giver nogle meget forskellige resultater, som kan variere fra søde sherryer til tørre og næsten salte sherryer. Gå efter Manzanilla, hvis du er til det meget tørre og salte, og gå efter Fino, hvis saltet skal tages med et gran af sig selv. Skal det være lidt sødere, så kig efter en Amontillado eller en Oloroso.

Med al den snak skulle man tro, at Flaskehalsen var klar til at gå ombord i sherry-fadene, men vi hænger i stedet fast i Montilla-Moriles-området fra i forgårs. Dagens fokus er nemlig på en helt anden type Montilla-Moriles, end søndag, og så må vi tage kampen op med de spændende sherryer en anden god gang.

Til suppe-steg-is-festerne er det en klassisk tradition, at man bliver spurgt ved desserten, om man er til portvin eller sherry, mens tangentekvilibristen i hjørnet bokser løs i instrumentet, mens alle andre har skålesange på hjernen. Tja, på det tidspunkt, hvor ‘dette skal være vor kære til ære’, må det bare gerne være stærkt, så det bliver nemmere at overleve resten af festsangene. Men hjemme i sofaen med favorit-albummet i musikafspilleren og i godt selskab, kan man bedre tillade sig at gøre sig tanken. Skal det være portvin eller sherry. Eller noget helt tredje. Det afhænger jo fuldstændig af, hvilken portvin og hvilken sherry, der skal sammenlignes, for min kære altforbarmende gud, hvor kan det være forskelligt.

Denne Los Amigos fra Montilla-Moriles vil klart være mit valg, hvis portvinen ikke nødvendigvis er en af de bedre. Rosinerne og sveskerne bliver aldrig min livret, men i denne Los Amigos er de så fint afstemt, at det virkelig bliver lækkert. Snup den køleskabskold, for det udligner noget af sødmen, og jeg kommer faktisk til at tænke tanken, at dette er den helt rigtige søde vin for mig og andre rom-elskere, for den har lidt af den samme gode balance, som en lækker sød caribisk rom. Det er en sjældent sjælfuld hedvin i denne prisklasse, og den må gerne have en fast plads på min vinhylde, hvis jeg kan bestemme. Og det kan jeg jo, så det har den.

Fik du læst...