En revival for Primitivo-druen
Mont’Albano Primitivo 2018
Italien | Puglia
Rødvin | Primitivo
Normalpris 119,- | Set til kr. 75,-
★★★★★★ | Mr. Ruby
Man kunne fristes til at sige, at Primitivo er et stadie, man skal igennem, når man tager den livslange rejse ind i vinens verden. Her er nemlig massiv smag og power, men oftest også en meget robust sødme, som lægger en dæmper på de mange øvrige smagsnuancer i vinen. Den kommer fra det sydligste Italien, hvor solen og varmen sørger for at druerne bliver modnet med stort sukkerindhold, og det kan gøre Primitivo-vinene meget grød-agtige. Nå, alle de ord, blot for at fortælle, at sådan smager denne Mont’Albano ikke. Det er en vin, der overrasker med sin lethed og dens snert af syre og kant mod enden. Mens Primitivoer ofte er tunge, så er denne vin fuldmoden på en anderledes frisk måde, og selv i farven er den lettere og lysere, end man forventer. Det er en af de mest interessante Primitivoer, jeg har smagt, og jeg fristes til at kalde den en regulær revival for denne druesort. Fremragende Primitivo til dig, der gerne vil have andet end flommefed dessert-frugt-mos.