Fiorino Sangiovese 2015 ; Rødvin ; Sangiovese ; Puglia ; Italien ; ★★★★★★ ; Kr. 64,75.

Fiorino Sangiovese 2015

Rødvin ; Sangiovese
Puglia ; Italien
★★★★★★
Kr. 64,75
Skjold Burne

Sangiovese er druen, der gør dele af Italien pavestolte over den skrattende og til tider lidt skingre tørre stil, der suger mundvandet ud af selv den mest lækkersultne vinelsker. Men druen kan altså også noget andet. Her er den dyrket under varmere og mere solrige himmelstrøg i Puglia ved den italienske støvlehæl, og her har druen en helt anden karakter. Det er solbrændt med en stor sødme og blødhed, men i modsætning til Primitivo- og Negroamaro-vine herfra, så er der også modspil med en lidt tør og ru kant i smagen. Det er med til at sende karakteren på himmelflugt, for selvom jeg er en sucker for sukkersøde rødvine, så gør det altså underværker, når der også er noget at spille sødmen op imod. Det er der her, og jeg er absolut begejstret og glæder mig over, at der tilmed hurtigt er sparet op til en kasse Fiorino eller to, for prisen er decideret vanvittig.