Carlo Revello & Figli Barolo 2014 ; Rødvin ; Nebbiolo ; Italien ; Barolo ; ★★★★☆☆; Kr. 249,95.

Carlo Revello & Figli Barolo 2014

Rødvin ; Nebbiolo
Italien ; Barolo
★★★★☆☆
Kr. 249,95
Vinmonopolet

Barolo er en sær størrelse, der kan være alt fra fremragende balancerede, modne og nuancerige vine til skrattende, vilde og uafstemte smagsforvirringer. Har vinen ikke fået den tid, den skal, så er den langt fra at være i balance, men med den rette lagring er det blændende flot. De bedste Barolo-vine har et ganske højt prisniveau, men her får du faktisk en fin kvalitet til prisen. Javist, 250 kroner stiller også nogle krav til smagen, men selvom det ikke er en verdensklasse-Barolo, vi har her, så er den pengene værd. Den har en flot kulør i den lyse men alligevel dybe ende med det karakteristiske let brunlige skær. Smagen er ligesom duften intens og spraglet, og selvom det er en tør vin-oplevelse, så er der også spændende adspredte frugt-nuancer. Det er måske ikke en vin til dig, der normalt higer efter bløde og mørke syditalienere, men vil du udfordre dig selv og prøve kræfter med noget andet, så er dette en interessant indgang til Barolo, fordi det er specielt – på en ganske Barolo-agtig måde.