castell_dor_abadia_2011Garnacha er en drue med mange navne. I Spanien går den først og fremmest under navnet Garnacha i forskellige stavemåder, og her er druen både ganske stærk som enkeltdrue, men også i blandinger med andre druer.
I vores Vuelta a Espana-tema fik vi fornøjelsen af at komme omring en række varianter af spanske vine, der er lavet helt eller delvist på Garnacha, og de giver et ganske godt billede af, at Garnacha er en meget alsidig drue.
I Terra Alta blev vi ganske glade for Raig de Raïm, der blander Garnacha med fem andre druesorter. Det betyder selvfølgelig, at Garnacha spiller en lidt mindre rolle, end i de øvrige Garnacha-vine, vi fokuserer på, men vinen er så god, at den fortjener at blive nævnt i denne sammenhæng også. Den er anmeldt med 5 stjerner her.
I Rioja indgår Garnacha eksempelvis i vinen Rioja Bordón, hvor den kombineres med Tempranillo-druen. Det giver en vin, der rammer en god blanding af moderne spansk og klassisk Rioja. Det gør den til en relativt let vin, der stadig har Rioja-kendetegnene fra lagringen på egetræsfade. Vi gav Rioja Bordón Reserva 4 stjerner, og du kan finde anmeldelsen her.
Der var en enkelt stjerne mindre til Patrocinios Zinio Garnacha 2010, der også kommer fra Rioja. Her savnede vi lidt mere knald-i-låget, men roste samtidig vinen for en stor og indbydende blødhed. Anmeldelsen finder du her.
Omkring Madrid stødte vi på Grego Garnacha, der er lavet på ren Garnacha, og det faldt ikke helt så heldigt ud. Vi gav vinen to stjerner og tillod os at kalde den både halvfimset og syrlig, selvom den vokser med lidt luft i flaskehalsen. Du kan læse anmeldelsen her.
Priorat har ry for at lave store og lækre vine, der dog også holder et pænt højt prisniveau. Det gælder også for Abadia-vinen (bill.) på en blanding af Garnacha og Carinena, og selvom 220,- afskrækker nogle, så er det en flot vin, også til prisen. Læs vores 5-stjernede anmeldelse af vinen her.
Senere på dagen kigger vi nærmere på lidt franske Grenache-vine, der også rummer spændende blandinger med andre druer, og gennemsnitsniveauet er absolut flot.