Usædvanligt roséblend fra Galicien

Silice 2021  
Spanien, Galicien 
Rosé, Mencía/Palomino/Merenzao 
Normalpris kr. 185,-, Set til kr. 165 
Vinova 
3 Stj., 88 Pts. 

Galicien er bedst kendt for knastørre hvidvine med masser af elegance og sprød karakter. Inde i landet støder man også på røde vine på den lokale Mencía-drue, der kan have en formidabel kombination af lette frugter og mere krydret kant. Her er Mencía-druen komineret med Palomino- og Merenzao-druer i en sjælden galicisk rosé-oplevelse, der på mange måder er mere interessant og spændende, end den er flot og charmerende. Prisen er i en kaliber, hvor nogle vil være klar over, at der er tale om en unik og særlig rosé. De bliver ikke skuffede. Andre vil tro, at de ‘almindelige’ rosé-træk er gjort endnu finere, flottere og blødere, men så bliver man desværre skuffet. For Silice er til dig, der vil prøve noget anderledes og noget, der ikke smager som alt det andet. Jeg er selv – i udgangspunktet – vild med alt, der er spansk, og jeg elsker at smage noget nyt og anderledes. I dette tilfælde må jeg dog indrømme, at det bliver lidt for særpræget til, at det er en vin, jeg skal bede om et glas mere af.