Frankrig | Alsace Rosé | Pinot Noir Normalpris kr. 134,95 | Set til kr. 109,95 ★★★★★★ | 94 Pts. | Supervin

Gustave Lorentz Pinot Noir Le Rosé 2019

Frankrig | Alsace
Rosé | Pinot Noir
Normalpris kr. 134,95 | Set til kr. 109,95
★★★★★★ | 94 Pts. | Supervin

Gustave Lorentz fra Alsace i det nordøstligste Frankrig boltrer sig med en række forskellige druesorter på sine vinmarker. Jeg har tidligere været meget begejstret for husets bobler, mens den nyeste årgang af hvidvinene herfra har efterladt et indtryk af fornuftig kvalitet, uden at det er nået helt op i kategorien for det mere exceptionelle. Til gengæld er der altså fuld plade med denne Pinot Noir-rosé, der rammer plet. Farven er meget afdæmpet med sin helt sarte rosa kulør. Smag og aroma er blødt som bare pokker, og her findes så meget fylde og sødme, at det er svært at forstå, at der samtidig er opretholdt en forfriskende og sprød syre. Det er en rosé, der sagtens kan drikkes alene, men som også fint går an til lettere madretter på en lun sommeraften. Jeg er aldeles vild med denne vin, der er intet mindre end fremragende.