Ikke en alle-mands-chilener men mere for nørderne og de lidt smallere målgrupper.

Viu Manent Gran Reserva Cabernet Sauvignon, Chile

 

Chile har ry for at være det land, man skal gå efter, hvis man vil have relativt billige vin i relativt ordentlig kvalitet. Men som tiden skrider fremad kommer der også flere og flere nuancer i chilensk vin, og efterhånden melder der sig flere og flere spændende chilenske vinmagere på banen.

 

Viu Manent er én af dem – om end jeg bestemt har oplevet deres vine bedre end denne Gran Reserva. Vi er godt nok heller ikke i den høje ende af prisskalaen, men alligevel kan jeg ikke undgå at være en smule ærgerlig over, at det stritter lidt rigeligt i krydderierne og de smagsmæssige afstikkere her.

 

Til gengæld får det mig også til at slå et slag for, at både jeg og mange andre bør gå lidt mere ihærdigt til værks når det handler om at udforske chilensk vin. For hvis vi skruer tiden 10 år tilbage havde jeg ganske givet forventet – og fået – en meget blød vin, der aede mig på kinden og nulrede mine øreflipper.

 

Sådan er det ikke nødvendigvis længere, og det er denne vin et fint eksempel på, for her er plads til mere skarphed og større kompleksitet – også selvom prisen holder sig på 60 kroner. Vær beredt på, at det ikke er en alle-mands-chilener, men at det til gengæld er en smule mere interessant for nørderne og dermed en smule smallere i målgruppen.

 

Kr. 59,95

Philipson Wine

 

******