Tenuta Sette Ponti Crognolo 2020
Italien, Toscana
Rødvin, Sangiovese/Merlot
Normalpris kr. 299,95, Set til kr. 123,44
Supervin
94 Pts., 5 Stjerner

Det er faktisk ikke andet end en uges tid siden, at jeg nød den sidste flaske Crognolo fra jubilæums-releasen, der var sammensat af druer fra både 2013, 2015 og 2016. Den burde nok have ligget nogle flere år, men jeg kunne ikke lade være, for jeg elsker virkelig Crognolo. Nu er årgang 2020 landet, og selvom mine forventninger er i top, så bliver jeg ikke skuffet. Alright, den rammer ikke samme ufattelige niveau som jubilæums-vinen, men prisen er trods alt også hundrede kroner lavere, og sammenligningen er ikke fair, fordi druesammensætningen er meget forskellig. Her er det 95% Sangiovese, der giver masser af liv og kant, mens de resterende 5% er Merlot-druer, der binder herlighederne fornemt sammen med bløde frugter. Nogle ynder at kalde den ‘Tignanello-killer’. Jeg hader de der ‘killer’-udtryk, dels fordi det er på nippet til at være lidt respektløst overfor de store vine, dels fordi det får en lille smule snert af, at det her bare er en kopi. For mig er Crognolo langt mere end en kopi af Tignanello. Den er helt sin egen – så lad os bare kalde den ‘Crognolo-kongen’ i stedet. Og bemærk lige tilbudsprisen… det er et åndssvagt højt niveau til den pris.