Chablis imponerer hele vejen

Joëlle Vrignaud Chablis 1er Cru Fourchaume 2021 
Frankrig, Bourgogne 
Hvidvin, Chardonnay 
Normalpris kr. 369,-, Set til kr. 329,-  
Jysk Vin 
5 Stj., 96 Pts. 

Hvad er det lige, der gør Chablis så mondænt og populært? Det spørgsmål får jeg af og til, og det korte svar er, at jordbunden indeholder langt mere kalk end mange andre steder. Det giver en mineralitet og friskhed i vinene, som de dygtigste vinmagere kan skabe helt sprøde og finessefulde vine af. Der er naturligvis forskel på markerne – både i forhold til jordbund, soleksponering o.s.v., og de Fourchaume-marken er på et så højt niveau, at den har 1er Cru-prædikat. Man fornemmer hurtigt hvorfor i Joëlle Vrignaud-udgaven herfra, for det er knivskarpt men stadig dybt og nuanceret. Alt er afstemt så præcist og nøjagtigt, at balancen er intet mindre end imponerende. Lagret på ståltanke – men efter sur-lie metoden, hvor man bevarer gærresterne under lagringen – er dette en Chablis, der imponerer fra start til slut, og som er langt mere værd, end hvad prisen antyder.