Friske og finurlige Sangiovese-frugter

La Magia Il Vispo 2022 
Italien, Toscana 
Rødvin, Sangiovese 
Normalpris kr. 129,95, Set til kr. 84,95 
Supervin 
5 Stj., 92 Pts. 

Det her er en toscaner af dem, jeg er nødt til at fremhæve af flere grunde. For det er en ung Sangiovese, der holder en meget fornuftig pris, og som alligevel er fyldt med fremragende kvalitet. La Magia er et Brunello-hus, men hvis ‘resterne’ fra Brunello-produktion generelt kan have et niveau som dette, så kan jeg altså godt nogle gange nøjes. Det smager rigtig dejligt på den helt unge, friske og saftige måde, hvor der både ruskes en smule i syren, men også gives gode vibrationer med rundere frugter. Nåja, så er der etiketten. Hvad historien er bag den lille knægt, der nysgerrigt kigger på, hvad der gemmer sig under den unge frøkens kjole, skal jeg lade være usagt. Men det er da en kæk detalje, der både giver et smil på læben og understreger, at det er en lidt fræk, frisk og finurlig rødvin.