Østrigsk vin er et utroligt spændende studie i en stolthed, der får Alpelandets vinmagere til at skabe nogle vine, der stadig er alt for overset af mange. Skandalen i 80’erne, hvor det viste sig, at der var brugt kølervæske i den østrigske vinproduktion, har betydet, at landet i dag har nogle af de skrappeste kvalitetsregler, og de dygtige vinmagere går hellere et skridt længere, så der aldrig igen skal stilles spørgsmålstegn ved deres vidunderlige værker.

Det er lidt et tilfælde, at de vine, der er landet på mit bord til denne smagning, er vidt forskellige. Grüner Veltliner-druen plejer at fylde meget, men denne gang er der kun en enkelt flaske hvidvin på denne drue – dog suppleret op med den fornemme overraskelse, vi finder i Pfaffls mousserende vin på samme drue. Ellers kommer vi vidt omkring med en enkelt vin på hver sin druesort – en enkelt Chardonnay, en enkelt Sauvignon Blanc, en enkelt Pinot Gris og en enkelt rødvin på St. Laurent-druen.

Det giver selvfølgelig ikke det dybeste indblik i, hvad de enkelte druesorter kan præstere – men det giver et dybt indblik i, hvor alsidigt og varieret det østrigske vinkort er i 2022.


TESTVINDER

Pfaffl Grüner Veltliner Brut 2022
Østrig, Niederösterreich
Bobler, Grüner Veltliner
Normalpris kr. 195,-
Skjold Burne
5 Stjerner – 94 Pts.

Det er knastørt, når østrigske Pfaffl laver bobler. Det efterhånden meget velvoksne vinhus, der både skaber spændende hvide og røde vine på alskens druer, bruger den klassiske østrigske Grüner Veltliner-drue. Det er ikke så ofte, at man oplever den i en flaske bobler, og første gang, jeg smagte Pfaffls Veltliner-bobler, var det en relativt brysk oplevelse. Måske fordi det var på vingården – en halvtidlig morgen. Og måske har min smag ændret sig – eller også er Pfaffl bare blevet superdygtige til boblerierne. Der er i hvert fald rigtig høj kvalitet og superlækker balance i denne vin. Den velkendte Veltliner-stil med masser af frugt og god syre, folder sig ud i et meget friskt og yderst charmerende bekendtskab.


TESTVINDER, HVID

Birgit Eichinger Ried Hasel 2020
Østrig, Kamptal
Hvidvin, Grüner Veltliner
Normalpris kr. 119,95 – Set til kr. 99,95
Andrup Vin
5 Stjerner – 93 Pts.

Som med alle andre druesorter, findes også Grüner Veltliner i både topkvalitet til store pengesedler, og i mere humane niveauer, hvor de fleste kan være med. Noget af det, der begejstrer mig ekstra meget ved Grüner Veltliner-druen er, at den kan holde et meget højt nydningsniveau, selvom man holder sig under 100 kroner i tilbudspris. Det er eksempelvis tilfældet med denne Ried Hasel fra Birgit Eichinger. Her får du den frugtige tilgængelighed, en dejligt afstemt syre og et ukompliceret, men alligevel spændende lag af forskellige lette og lyse krydderier og nuancer. En super dejlig Veltliner i en balance, man sjældent finder i denne prisklasse.


ANDRE SPÆNDENDE ØSTRIGERE

Markowitsch Chardonnay 2021
Østrig, Carnuntum
Hvidvin, Chardonnay
Normalpris kr. 149,95, Set til kr. 79,95
Supervin
5 Stjerner – 93 Pts.

Jeg har tidligere været meget glad for Markowitsch og husets Chardonnay, og det ændrer sig ikke med 2021-årgangen. En meget lys Chardonnay, der holder en helt lys og let farve, og som står enormt flot og stilmæssigt ren og frugtig i glasset. Det er rent, friskt og lækkert – og en virkelig dejlig Chardonnay. Tilbudsprisen gør den til et vanvittigt godt køb, for den kan snildt bære normalprisen, der nærmer sig det dobbelte.


Kracher Pinot Gris 2019
Østrig, Burgenland
Hvidvin, Pinot Gris
Normalpris kr. 109,95
Philipson Wine
5 Stjerner – 92 Pts.

Lige syd for Alperne hedder druesorten Pinot Grigio. Lidt Nord for Alperne hedder den Grauburgunder – og i Frankrig på den vestlige side, hedder den Pinot Gris. Østrigske Kracher har valgt at bruge den franske betegnelse på denne vin, der smager rigtig dejligt. En lækker friskhed, og den let parfumerede stil, der ofte følger med denne druesort, er holdt i kort snor, så den ikke bliver gennemtrængende, men blot er en elegant note i en elegant vin. Rigtig dejlig Pinot Gris til en yderst fornuftig pris.


Pfaffl Sauvignon Blanc vom Haus 2021
Østrig, Niederösterreich
Hvidvin, Sauvignon Blanc
Normalpris kr. 120,- – Set til kr. 90,- 
Skjold Burne
5 Stjerner – 92 Pts.

Pfaffl står bag denne smagnings testvinder med den mousserende Grüner Veltliner. Huset laver også nogle lækre stille Veltlinere, og derfor må man være lidt nysgerrig, når der også kommer en Sauvignon Blanc på programmet. For de to druesorter rammer på mange måde de samme købere, der nyder friskhed og masser af frugt. Måske er det derfor, at denne Sauvignon Blanc vom Haus er ekstra frisk og trækker lidt mere på sine citrusnoter, end flertallet af Sauvignon Blanc-vine. Og ros for det, for det betyder, at både husets Sauvignon Blanc og Grüner Veltliner har deres berettigelse med hver deres position i Pfaffl-husets store portefølje af spændende vine.


Pfaffl St. Laurent vom Haus 2021
Østrig, Niederösterreich
Rødvin, St. Laurent
Normalpris kr. 120,- – Set til kr. 90,-
Skjold Burne
4 Stjerner – 90 Pts.
Det er ikke østrigsk rødvin, der fylder mest på de danske vinhylder, men undervurder ikke Alpelandets evne til at skabe spændende vine på de blå druer. Druesorter som Zweigelt og Pinot Noir er mest udbredte sammen med St. Laurent, der er basen for denne Pfaffl Vom Haus-vin. En rødvin med dybbe frugter og en meget fyldig portion modne bær. Jeg kunne savne lidt mere syre og friskhed i den, men det har først og fremmest at gøre med min personlige smag. For håndværks- og produktionsmæssigt er det en velskabt og velgjort St. Laurent, der rammer bredt og holder en pris, der gør den interessant for de fleste.