Masso Antico Le Anfore 2022
Italien, Puglia
Rødvin, Primitivo
Normalpris kr. 179,95, Set til kr. 99,95
Supervin
93 Pts., 5 Stjerner

Der var en periode, hvor Primitivo fra Puglia næsten ikke kunne blive voldsom og alkoholtung nok. Efterhånden er det som om, at mange er blevet trætte af den tunge stil, og det har også ændret på stilen i de Puglia-vine, der findes på de danske hylder. Det er denne Le Anfore et godt eksempel på, for her er en del af fadlagringen skiftet ud med gammeldags, traditionelle ler-amforaer, og det giver vinen et helt andet liv og en helt anden nuancerigdom. Det er måske en overdrivelse at kalde det en let vin, men sammenlignet med så mange andre Primitivoer, er det et meget lysere og mere levende udtryk. Det klæder faktisk druesorten rigtig godt, og det giver god mening, at vinen sælges på flasker, der er beklædt, så de ligner de gamle lerkrukker. En blid, meget saftig vin, der holder de solmodne og sødmefulde druer på et niveau, hvor det bliver overordentligt behageligt.