Italien | Friuli Bobler | Chardonnay Normalpris kr. 161,-

Terre di Ger Metodo Classico Brut

Italien | Friuli
Bobler | Chardonnay
Normalpris kr. 161,-
★★★★★★ | 90 Pts. | Den Gode Vino

Italienske bobler har ikke det samme ry for deres elegance og kvalitet som Champagne og de bedste Cava’er. Med mindre de kommer fra Franciacorta-området i Lombardiet. Men vi er stødt på rigtig lækre bobler fra forskellige andre italienske områder også, og her er vi i Friuli, hvor Terre di Ger har skabt denne flaske på ren Chardonnay – og skabt efter de traditionelle principper, man også bruger i Champagne. Her er klasse og elegance i en relativt tør og meget levende sammenhæng. Det er ikke så ukompliceret som en mellempris-Prosecco, men heller ikke så komplekst som en stor Franciacorta. Den finder en smagsmæssigt rigtig flot vej midt imellem, hvor der både er noget til de smagsløg, der savner et umiddelbart og let forståeligt udtryk gennem noter af modne frugter – og samtidig nogle mere spændende nuancer, der leder tankerne hen på nybagt brød og en kombination af dybde og alligevel helt fine fornemmelser af friskhed og syre. Det er en af de bedste flasker med italienske bobler, vi har smagt længe, og det eneste problem er egentlig, at den prismæssigt lægger sig et sted, hvor forbrugeren med hang til ukomplicerede bobler ligeså godt kan købe noget billigere – og vinelskeren, der gerne vil have elegance og luksuriøse udtryk måske er villig til at give en sjat mere for en flaske fra et område, der føles mere velkendt og ‘sikkert’ at investere i.