Det er altid fristende at gå efter det gode vin-tilbud. Jo billigere man kan få en god vin, jo bedre er det jo for dig som individuel forbruger. Alligevel er det altså nogle gang værd at overveje, om det er værd at spare en 10’er eller en 20’er for en flaske vin, hvis der stadig skal være spændende variation i udvalget af vin på de danske vinhylder.
Den seneste tid er mængden af tilbudsmails fra de forskellige vinhandlere eksploderet, og mange af dem garanterer, at de har landets billigste pris på en bestemt vin. Det er ikke altid et kvalitetsstempel for vinhandlerens etik og moral, for nogle gange kan de kun give den garanti, ved at parallel-importere deres vine.
Parallel-import er ikke ulovlig. Det er vigtigt at sige – og der er således intet forkert i det, parallel-importører gør. I hvert fald ikke juridisk. Men moralsk er det ikke den kønneste måde at drive forretning på, for det er i bedste fald en egoistisk måde at omgå mange af de omkostninger, der er forbundet med at være forhandler af et populært og velkendt vin-brand.
For at tage den relativt forenklede forklaring, så er import af vin oftest sat sådan sammen, at en dansk importør indgår en aftale med eksempelvis en spansk vingård om, at importøren har eneret på import i Danmark. Det giver importøren en sikkerhed for, at de omkostninger, der er ved at indføre et nyt produkt i sortimentet, bliver tjent hjem igen. Det handler om alt fra stort til småt – omkostninger til at opsøge vingården i første omgang – måske besøg på vingården og at skabe relationer og connections med de vigtige folk på vingården. Herefter følger markedsføring og branding, udsending af vine til anmeldere og medier, præsentation af vine ved vinmesser og kundebesøg samt sikkerheden for, at man selv kan regulere prisen alt efter hvor dygtig man er til at skabe opmærksomhed om den enkelte vin. Dertil kommer risikoen for at importere en vin, der ikke falder i danskernes smag.
Når en vin er blevet populær i Danmark, er det derfor en god forretning for parallelimportører at finde et land, hvor vinen måske er slået knap så godt igennem. Lad os som eksempel sige, at det kunne være i Belgien. Ved at aftale med den belgiske importør, at man køber en del af de vine, han har importeret til Belgien, og herefter importerer dem til Danmark, kan man sætte dygtigt markedsførte vine til salg, uden at behøve tænke over alle de omkostninger, der er forbundet med at gøre vinene kendt blandt danske vinkunder. Med andre ord ligger der ikke udgifter i at indføre et nyt produkt – for dem har en anden dansk importør allerede afholdt.
Derfor kan parallelimportøren sælge vinen billigere end den ‘rigtige’ importør, score fortjenesten uden ret stor risiko – og underminere de ‘rigtige’ importørers udgangspunkt for at fortsætte jagten på at finde god vin til danskerne.
Det kan selvfølgelig være svært at vide, om det er den ‘ægte’ importør eller en parallelimportør, man overvejer at handle hos. For nogle af de danske importører, der har agenturet for en bestemt vingård, kan godt vælge at godkende, at andre danske importører må importere enkelte af de vine fra vingårdens sortiment, som den oprindelige importør ikke selv vil tage i sit sortiment. Så den bedste måde at gennemskue det hele på er, at hvis du på nettet kan se, at flere forhandlere, der ikke er i samme kæde, forhandler nøjagtigt den samme vin, så er der formentlig én af dem, der er kommet nemmere til vinen end den anden.
Det er et moralsk og etisk spørgsmål, om man vil gå efter at spare nogle få kroner pr. flaske eller ej, men risikoen er, at de ‘rigtige’ importører får dårligere vilkår til at finde nye spændende produkter til de danske vinelskere.
Tænk over det, næste gang du handler vin.
