Bodegas Amaren har begået et lille og yderst betagende mesterværk med Carraquintana

Bodegas Amaren Viñedo Singular Carraquintana 2018
Spanien, Rioja (Rioja Alavesa)
Rødvin, Tempranillo/Garnacha/Graciano
Normalpris kr. 599,95 – Set til kr. 399,95
Supervin
5 Stjerner – 97 Pts.


Carraquintana er noget af det bedste, jeg har smagt i år. Så er det sagt. Det er Rioja med et twist, for samtidig med, at man sporer den klassiske Rioja-stil, er der taget flere livtag med mere moderne tilgange til denne vin. Tempranillo-druerne er suppleret med Garnacha og Graciano, der alle står på samme mark i det nordlige og kølige Rioja Alavesa-område – og her har der også sneget sig et Malvasia-vinstokke ind. De bliver også brugt i denne vin, og de er med til at give en anderledes, legende lethed og aroma, som sammen med de blå druers frugtige og velkrydrede univers, fuldfører en komplet og kompleks oplevelse. Bodegas Amaren har begået et lille og yderst betagende mesterværk med Carraquintana. Rioja i absolut topklasse – til både fans af klassisk Rioja, og til os, der gerne vil have et ekstra twist.