Fra store sødmefulde vine til spændende eksperimenter og dybe hvidvine. Emilia-Romagna har måske en del tvivlsomme vine på programmet, men med lidt held kan man også finde nogle superinteressante.

Dette italienske vinområde er langtfra så mondænt som de største i støvlelandet. Det skyldes ikke, at her ikke findes god vin, men måske snarere, at det er et så alsidigt område, at det er svært at vide sig helt sikker på, hvad der kommer ud af flasken. For Emilia-Romagna strækker sig nærmest på tværs af Italien på det sted, hvor landet er bredest – oppe i nord fra Middelhavet til Adriaterhavet.

 

Her dyrkes da også mange forskellige vintyper, og både hvide og røde vine står på hylderne og byder sig til med alt fra tør Sangiovese til krydret og fyldig Cabernet Sauvignon. Jeg har det lidt svært med de mest tørre Sangiovese-vine, men smagningen af vine fra Emilia-Romagna har givet en rigtig spændende oplevelse af en Sangiovese, der ikke er så tør som de tørreste – men absolut heller ikke så sød, som Sangiovese-vine kan være, hvis de er lavet efter den metode, hvor man delvist tørrer druerne for at få mere intensitet i sødmen.

 

Og så er jeg blevet ret glad for en af områdets hvidvine, der er lavet på den knap så kendte Albana-drue og den mere udbredte Trebbiano. Her får du en lille stribe Emilia-Romagna vine, der er værd at stifte bekendtskab med.

 

TESTVINDER RØD

Umberti Cesari Laurento Sangiovese Riserva 2017
Italien | Emiglia Romagna
Rødvin | Sangiovese
Normalpris kr. 175,- | Set til kr. 79,-
★★★★★★ | 91 Pts | Kjær Sommerfeldt

Ret spændende og insisterende blanding af blød og tør Sangiovese-stil. For her er en sødme og modenhed i frugten, der sammen med en spændende lakrids-fornemmelse og de klassiske tørre noter, giver et anderledes og atypisk Sangiovese-præg. Nogle vil måske synes, at det bliver en smule for spændende at gå ombord i, men jeg er ret vild med de ting, der sker, når denne vin udvikler sig smagsmæssigt i munden.


TESTVINDER HVID

Impavido Bianco Rubicone 2020
Italien | Emilia-Romagna
Hvidvin | Albana, Trebbiano
Normalpris kr. 179,95 | Set til kr. 149,-
★★★★ | 92 Pts. | Andrup Vin

Der er masser af smag i denne dejlige hvidvin på Albana og Trebbiano-druer. Kuløren er dyb, gul og den holder en meget betragtelig alkoholprocent på hele 14,5. Egentlig stritter den imod mine præferencer for hvidvin, men den slags kan jo ændres, når noget virkelig er velskabt. Her er masser af blomster, urter og dybe, fyldige noter, der får den til at fremstå som en power-hvidvin, der er lagret ‘sur lie’ – altså på gærresterne – og som smager rigtig lækkert.


BEDST TIL PRISEN

Il Lupo Sta Arrivando 2019
Italien | Emilia-Romagna
Rødvin | Sangiovese, Syrah
Normalpris kr. 99,95 | Set til kr. 79,-
★★★★★ | 89 Pts. | Andrup Vin

Meget blød og masser af smag. Faktisk dejlig, ukompliceret og meget venlig til en grillaften.


OGSÅ VÆRD AT NÆVNE

Molto Forte 2019 
Italien | Emilia-Romagna
Rødvin | Barbera, Merlot
Normalpris kr. 79,95 | Set til kr. 59,- 
★★★★★★ | 85 Pts. | Andrup Vin 

Kraftig og nærmest saftevandsagtig i sin frugtige og let tilgængelige stil. Den lever op til sit navn, for den smager af rigtig meget. Det er ikke skidt som sådan – men heller ikke specielt interessant.


Conti Morini Possente 2019
Italien | Emilia-Romagna
Rødvin | Merlot, Cabernet Sauvignon
Normalpris kr. 84,95 | Set til kr. 69,-
★★★★★★ | 84 Pts. | Andrup Vin

Der er rigtig meget sødme i denne italienske rødvin, der er lavet på de franske druesorter Cabernet Sauvignon og Merlot. Særligt Merlot-druens lidt uldne og karakteristisk bløde stil er nem at spotte, og det samlede udtryk bliver en tand for blødt til, at jeg rigtig er begejstret.