OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Meget mere end Sauvignon Blanc

De fleste tænker nok, at Loire-dalen i det centrale Frankrig er uløseligt forbundet til Sauvignon Blanc-druen, som i dette område præsterer nogle af de flotteste resultater. Især i underområder som Sancerre og Pouilly-Fumé. Men sandelig om ikke Loire har meget mere at byde på. Her går vi på opdagelse i røde vine – og en enkelt dessertvin, der alle sammen tegner et langt mere nuanceret og alsidigt billede af Loire og de spændende vine herfra.


Domaine des Roches Neuves Saumur Champigny 2022
Frankrig, Loire
Rødvin, Cabernet Franc
Normalpris kr. 185,-, Set til kr. 150,-
Vinova
5 Stjerner, 94 Pts.
Der skal normalt meget til, at jeg bliver begejstret for en rødvin fra Loire. Her er vi i Saumur og Champigny-områderne, og de normalt lette druesorter er skiftet ud med den mere robuste Cabernet Franc. Mødet mellem de lette traditioner i Loire og den mere vamsede Cabernet Franc giver en rigtig spændende vinoplevelse, hvor der er skruet op for smagsdybden, men hvor det stadig er de dejlige, forfinede og liflige noter, der pakker det hele ind. Det er på én gang mere elegant, blidt og markant, end hvordan jeg oftest oplever rødvine fra Loire. 


Coteaux du Layon Rochefort 2021
Frankrig, Loire
Hvidvin, Chenin Blanc
Normalpris kr. 135,-, Set til kr. 119,-
Jysk Vin
5 Stjerner, 94 Pts.
De færreste forbinder Loire-området med søde dessertvine, men det store område i midten af Frankrig er leveringsdygtig i mange stilarter. Denne Coteaux du Layon Rochefort er lavet på Chenin Blanc-druer, der får lov at modne så meget, at de har ekstra meget sødme, der giver en ganske særlig dessertvin. For samtidig med at det er en ganske sød vin, så har den også en fin syre, der giver en speciel balance. Det er måske en dessertvin, der vil overraske mange, men hvis du er klar på at løbe ud ad en lidt anden vej end den traditionelle, så er det en forrygende dessertvin til frugt-anretninger eller andre fine desserter, der spiller på både friske og sødmefulde smagsnuancer.


Les Demoiselles Sancerre 2021
Frankrig, Loire
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 249,-, Set til kr. 225,-
Jysk Vin
5 Stjerner, 93 Pts.
De fleste forbinder Loire med hvidvine fra Sancerre og Pouilly-Fumé. Men der findes også superlækre rødvine herfra, selvom der nogle gange kan være langt mellem snapsene. Les Demoiselles formår at holde et højt niveau på både de røde og de hvide vine fra det midt-franske område, og denne Pinot Noir smager rigtig dejligt. Nogle gange bliver Pinot Noir-vine fra området en smule for kantede eller dybe i stilen, men med Les Demoiselles er det anderledes. En let og frisk rødvin, der rammer en superlækker balance, hvor der er dybde og kant, men hvor den samlede fornemmelse af en vidunderligt afstemt, rød Sancerre efterlader et skønt aftryk.


Meget mere end Sauvignon Blanc

Clément & Florian Berthier Coteaux du Giennois Rouge 2020
Frankrig, Loire
Rødvin, Gamay/Pinot Noir
Normalpris kr. 135,-
DinVinhandel
5 Stjerner, 93 Pts.
I denne røde Loire-vin er det de klassiske lette druesorter Gamay og Pinot Noir, som vi kender bedst fra hhv. Beaujolais og Bourgogne, der er samlet til en frugtig men stadig behagelig rød Loire. Det er fint balanceret og afstemt, og der er plads til, at man kan fornemme begge druesorters indvirkning på den samlede smag. Pinot Noir’ens lidt flyvske, drømmende og langstrakte smagsnuancer – og Gamay-druens på én gang mere bastante og alligevel elegante og slanke stil. Det er en af de bedre røde Loire-vine, jeg har smagt – især i denne prisklasse.


Bernard Baudry Le Domaine 2021
Frankrig, Loire
Rødvin, Cabernet Franc
Normalpris kr. 165,-, Set til kr. 130,-
Vinova
3 Stjerner, 88 Pts.
Cabernet Franc fra Loire. Kan man det? Mit bedste svar, når det baseres på denne vin, må være – tja, til en vis grad. For denne Bernard Baudry smager faktisk så fint, at jeg tænker, at der er potentiale i koblingen af Bordeaux-druen og det nordligere Loire-område. Men jeg mangler noget balance i smagen, der lover mere dybde og power, end den kan holde i afslutningen. Det er som om, at den brænder alt sit smags-krudt af fra start, og så er der ikke rigtig mere at give af i afslutningen og eftersmagen.