Frankrig er et gigantisk vinland. Både geografisk, kvalitetsmæssigt, og når det handler om variationen mellem de forskellige vine. I denne omgang skal det handle om fransk hvidvin, der kan variere fra de store, fadprægede Bourgogner til de knivskarpe og knastørre vine fra samme område. Fra frugtig Sauvignon Blanc fra Loire-dalen til de bløde og let drikkelige vine fra den sydlige del af landet. Og fra de robuste og smagsrige hvide Rhone-vine til de mere tysk-inspirerede og til tider let parfumerede vine fra Alsace.

Der er noget for enhver smag, og der er noget for enhver pengepung.

TESTVINDER

Gustave Lorentz Lieu-Dit Burg Riesling 2018
Frankrig, Alsace
Hvidvin, Riesilng
Normalpris kr. 249,95 – Set til kr. 169,95
Supervin
5 Stjerner – 94 Pts.
Alsace-området tæt på den tyske grænse byder på hvidvine, der på mange måder kan minde om dem, du kender fra Tyskland. Særligt når det er Riesling-druen, der er centrum, som her. Du får en frisk sprødhed og helt klassiske og tydelige Riesling-noter. Fornemmelsen af petroleum med olieret konsistens og den helt særlige aroma og smag er til at mærke, og selvom normalprisen måske er lidt til den høje side, så er her tale om en klassevin med alt det, man kan ønske sig fra en Alsace-Riesling.


BEDST UNDER 100,-

La Cave du Vieil Armand Tradition 2020
Frankrig, Alsace
Hvidvin, Pinot Blanc
Normalpris kr. 80,-
Den gode vino
5 Stjerner – 91 Pts.
Det er ikke fordi den dybe tallerken er blevet opfundet igen med La Cave du Vieil Armand Tradition, for der er egentlig ikke nogen specifikke overraskelser gemt i denne flaske. Kun at det hele sidder i en perfekt balance mellem ukompliceret frugt og en dejligt frisk syre. Pinot Blanc-druen kan nogle gange have en tendens til at være lidt for løssluppen i sin parfumerede aroma, men her holder den sig til at give små pift og fine antydninger, der alt sammen samler sig til en superdejlig vin til prisen.


ØVRIGE VINE

Familie Gueguen Chablis 2021
Frankrig, Bourgogne (Chablis)
Hvidvin, Chardonnay
Normalpris kr. 239,- – Set til kr. 169,-
Vild med vin
5 Stjerner – 94 Pts.
Her har vi en Chablis, der kan alt det, man ønsker sig af en Chablis i denne prisklasse. Ren, flot, dyb, frisk og elegant som bare pokker. Gueguen-familien laver også Chablis’er med lidt finere ord på etiketten, men denne har en charme og umiddelbarhed, der gør Chablis-kategorien tilgængelig og attraktiv – også for dem, der har et budget at holde øje med, og som gerne vil kunne nyde fortræffelighederne fra det ædle område uden at skulle læse tykke bøger for at forstå deres vin.


Patrice Moreux Pouilly-Fume 2021
Frankrig, Loire (Pouilly-Fumé)
Hvidvin, Sauvignon Blanc
Normalpris kr. 199,95 – Set til kr. 129,95
Supervin
5 Stjerner – 93 Pts.
Jeg har en forkærlighed for god Pouilly-Fume, der ofte er lidt slankere end Sancerre, men som har frugten og friskheden til alligevel at minde om den mere berømte nabokommune. Her får du en lækker bund og dybde, der er toppet med lyse og saftige frugter, der bidrager med en vidunderlig friskhed.


Domaine Brisebarre Vouvray Demi-Sec 2014
Frankrig, Loire (Vouvray)
Hvidvin, Chenin Blanc
Normalpris kr. 115,-
Den gode vino
5 Stjerner – 93 Pts.
Det her er intet mindre end testens helt store joker. Gammel, halvsød hvidvin – på en af de druesorter, jeg har det allersværest med. Chenin Blanc er bestemt ikke en favorit i mit glas. Faktisk går jeg helst så langt udenom, som jeg kan. Men Domaine Brisebarre har vist mig, at der ikke findes en regel uden undtagelse – heller ikke selvom der er bevaret en god portion af vinens restsukker. Det er en lidt speciel oplevvelse, men med en flot dybde, blid sødme – og en syre, der er helt intakt og lover for mange års yderligere lagringspotentiale, er dette en vin, der både frister som et spændende alternativ nu – og til at have en kasse eller to af i kælderen, som kan nydes henover de kommende årtier.        


                      

Les Vignes du Precheur 2020
Frankrig, Alsace
Hvidvin, Riesling/Auxerrois/Pinot Gris m.m.
Normalpris kr. 180,-
Philipson Wine
4 Stjerner – 91 Pts.
Alsace-blend, der smager rigtig rart og behageligt. Der er en god dybde i smagen, mens elegancen og friskheden er lagt lidt mere på hylden. Men det virker, og Les Vignes du Precheur rammer bredt, samtidig med at den lever op til sit prisskilt.
                                     


Gerard Millet Sancerre 2021
Frankrig, Loire (Sancerre)
Hvidvin, Sauvignon Blanc
Normalpris kr. 215,00
Skjold Burne
4 Stjerner – 91 Pts.
Jeg har smagt Sancerre fra Gerard Millet i flere årgange, og mens jeg stadig er lidt pjattet med 2020’eren, er jeg en smule skuffet over 2021’eren. Det er en fin vin, der smager dejligt, men den mangler det sidste, før balancen er helt i øjet. Måske kommer det om et års tid – lige nu ville jeg rende nogle ekstra kilometer for at finde en 2020’er.


Couveys Chardonnay 2021
Frankrig, Pays d’Oc
Hvidvin, Chardonnay
Normalpris kr. 119,95 – Set til kr. 69,95
Supervin
4 Stjerner – 87 Pts.
Tilbudsprisen er helt i bund, og den er afgørende for at gøre Couveys Chardonnay til en vin, man kan holde øje med. Det smager fint, der er en fornuftig bund, og alligevel er det let og friskt. Det er ikke nogen stor vin, men den kan, hvad den skal til prisen.


Ams Tram Gram Quartier Libre 2021
Frankrig, Languedoc-Rousillon
Hvidvin, Clairette/Grenache Blanc/Rousanne
Normalpris kr. 99,95 – Set til kr. 85,-
Andrup Vin
4 Stjerner – 86 Pts.
Blend på klassiske druer fra Rhone og Languedoc-Rousillon. Masser af smag og dybde – måske også for meget til min smag.


Villa Blanche Chardonnay 2021
Frankrig, Pays d’Oc
Hvidvin, Chardonnay
Normalpris kr. 89,95 – Set til kr. 69,-
Andrup Vin
3 Stjerner – 83 Pts.
En Chardonnay, der rammer lige midt på landevejen. Ingen udsving – på godt og ondt – og det er med til at gøre den relativt uinteressant, selvom smagen i sig selv er fornuftig nok.


Bruno Andre Pure Gewurztraminer
Frankrig, Languedoc
Hvidvin, Gewurztraminer
Normalpris kr. 115,- 
Den gode vino
3 Stjerner – 83 Pts.
Gewürz, der undgår at blive alt for parfumeret. Holder sig i den friske ende – men uden for alvor at imponere.


Horizon du Sud 2021
Frankrig
Hvidvin, Chardonnay
Normalpris kr. 139,95 – Set til kr. 59,95
Supervin
3 Stjerner – 83 Pts.
Pæn smag, der dog er lidt for letbenet – det er som om, at smagen forsvinder, før den for alvor har bidt sig fast.